En tung weekend i Barcelona satte sig dybe spor hos Ferrari-køreren, der ikke lagde fingrene imellem i sin vurdering af løbet.
Efter 66 intense omgange på Circuit de Barcelona-Catalunya sluttede Lewis Hamilton på sjettepladsen i det spanske Grand Prix. Det var en placering, han udelukkende pånåede takket være Max Verstappens straf på 10 sekunder.
Det var dog langt fra en trøst for den syvdobbelte verdensmester, der ikke lagde skjul på sine frustrationer efter løbet.
Hamilton havde ellers leveret en solid kvalifikation og startede løbet fra femte position.
Han fik en god åbning og gik forbi George Russell i første sving, men herfra gik det kun én vej.
I niende omgang blev englænderen besked af Ferrari om at give plads til holdkammeraten Charles Leclerc, der viste højere fart.
Og mens Leclerc kørte sig til en overraskende podieplacering, faldt Hamilton længere og længere tilbage.
Intet positivt og et sort punktum
- Jeg tror, der er noget galt med bilen, makker. Den er værre end nogensinde, sagde den tidligere verdensmester over teamradioen.
Hamilton udtalte ifølge Planet F1 efterfølgende, at han ikke havde noget som helst positivt at tage med fra Barcelona.
– Det var det værste løb, jeg har oplevet, sagde han til pressen i en opsigtsvækkende kortfattet og mut optræden.
<i>En frustreret Lewis Hamilton bliver interviewet efter løbet</i>
Da han blev spurgt, hvad næste skridt er frem mod løbet i Canada, svarede han tørt:
– Jeg tager hjem.
Hamilton virkede uforstående over for bilens opførsel og havde ingen forklaring på, hvorfor balancen var så ringe, som han oplevede det.
Ferrari-bossen Frederic Vasseur bekræftede senere, at der var tekniske problemer på Hamiltons bil i løbets sidste stint, men undlod at uddybe det nærmere.
"En mørk situation"
Sky Sports-ekspert og tidligere holdkammerat Nico Rosberg var blandt dem, der reagerede skarpt på Hamiltons præstation.
– Det var chokerende ringe. Han plejer at være stærk i løbene, men det her var svært at se på, lød det fra Rosberg, som også pegede på mulige problemer med bilens gulv.
Med endnu en løbsweekend, hvor Leclerc var klart hurtigere, er presset på Hamilton voksende.
Han er nu 23 point efter sin holdkammerat i VM-stillingen, og der er ikke mange tegn på, at hans første sæson i Ferrari bevæger sig i den retning, han havde håbet på.
Situationen er alvorlig, og det er ikke sikkert, at Ferrari og Hamilton selv formår at vende udviklingen, inden sæsonen for alvor glider dem af hænde.