Max Verstappen har udpeget seks baner, som ifølge ham bør være sikret en permanent plads på Formel 1-kalenderen.
Udtalelserne kommer i en tid, hvor sporten bevæger sig mod nye markeder og løbende omstrukturerer det traditionelle løbsprogram.
- Baner som Spa-Francorchamps, Zandvoort, Silverstone, Imola, Suzuka og Brasilien fortjener en særstatus og bør altid være på kalenderen, rent sportsligt, siger Verstappen til det hollandske magasin Formule 1.
Siden kalenderen i 2023 blev udvidet til 24 løb, har flere klassiske europæiske baner måttet vige pladsen.
Imola er blandt de løb, der ikke får plads i 2026, mens også Zandvoort ventes at forsvinde efter denne sæson.
Samtidig er nye destinationer som Las Vegas, Miami og Saudi-Arabien kommet til, og der arbejdes på projekter i blandt andet Thailand og Sydafrika.
Verstappen ønsker færre og mere traditionsrige løb
Verstappen har tidligere været kritisk over for det høje antal løb og mener, at den nuværende struktur slider for meget på både kørere og personale.
- Hvis det stod til mig, ville kalenderen se meget anderledes ud og også have færre løb, siger han.
Hans udtalelser står i kontrast til Formel 1’s seneste planer, hvor især økonomiske hensyn og global ekspansion vægtes højt.
Nye kontrakter med lang løbetid er blevet underskrevet med blandt andet Miami, Australien og Bahrain, mens Spa skal indgå i en rotationsordning frem til 2031.
McLaren-køreren
Lando Norris støtter idéen om en roterende kalender.
Han mener, det er nødvendigt for at kunne tilgodese de mange lande, der ønsker at afholde et Grand Prix.
- Jeg synes, 20 løb med roterende baner giver mening, siger Norris.
- Du kan ikke komme til alle steder hvert år, og så må man finde en måde at organisere det bedre på. Men det er stadig hårdt.
Nürburgring Nordschleife ikke egnet til moderne Formel 1
Tyskland er en markant fraværende nation i Formel 1-kalenderen.
Hverken Hockenheimring eller Nürburgring figurerer i de kommende år, og Nürburgring Nordschleife, som sidst blev brugt til Formel 1 i 1976, er ifølge Verstappen helt udelukket.
- Det kommer ikke til at ske med de biler, vi har nu, siger han.
- Med GT3-hastighed er det stadig muligt, men Formel 1 på Nordschleife er alt for farligt.