Red Bulls seneste fremgang skyldes flere tekniske forbedringer og en bedre forståelse af RB21 – ikke én enkelt løsning, forklarer chefingeniør.
Red Bulls seneste fremgang i Formel 1-sæsonen skyldes ikke en enkelt opdatering, men en række små forbedringer og bedre forståelse af bilen.
Det forklarer holdets chefingeniør
Paul Monaghan, som afviser, at succesen skyldes én enkelt løsning.
RB21-bilen har været konkurrencedygtig hele sæsonen, men det er først i de seneste løb, at
Red Bull har opnået stabilitet og konsistens.
Særligt efter en opdatering på bilens gulv ved Monza er
Max Verstappen gået ind i en god periode med flere sejre.
- Jeg tror, det er mange ting, der spiller sammen. En masse arbejde blev lagt allerede fra de første løb for at give os en bedre bil, siger Monaghan og uddyber:
- Vi troede, vi havde fundet fejlen, men det krævede flere skridt for at nå frem.
Styrket setup og bedre balance
Monaghan fortæller, at det ikke blot handler om opsætning eller aerodynamiske detaljer, men om en samlet udvikling.
- Mange ting skete i den rigtige rækkefølge. Vi kunne ønske os en bedre timing, men sådan er det nogle gange, siger han.
En anden vigtig faktor har været bilens opsætning, som i løbet af sæsonen er blevet lettere at tilpasse.
- Setup'et er blevet mere letjusterbart og går i den retning, vores aerodynamiske udvikling har peget på, forklarer Monaghan.
Teknisk direktør Pierre Waché udtalte tidligere på året, at målet med RB21 var at skabe en bil med bredere arbejdsområde.
Det ser nu ud til at bære frugt, selvom det ikke lykkedes fra sæsonstarten.
- I de første tre-fire løb kunne vi ikke køre bilen, som vi gør nu. Men alt skal spille sammen, og når det gør det, så kommer resultaterne, siger Monaghan.
Mere i vente hos Red Bull
Med fire løbsweekender tilbage af sæsonen forventes det ikke, at der kommer store opdateringer.
Monaghan antyder dog, at mindre forbedringer stadig kan være på vej.
- Man skal aldrig sige aldrig. Måske kan vi tilføje et par småting, hvis det er muligt, siger han.
Udtalelsen stemmer overens med tidligere kommentarer fra Red Bulls rådgiver Helmut Marko, som for nylig sagde til Østrigske OE24:
- Vi har stadig noget i baghånden. Jeg ved ikke præcis hvornår, det kommer.
Verstappen har reageret positivt på bilens forbedringer og vist stærk form.
- Han er en usædvanlig kører og en vigtig del af teamet, både i og uden for bilen, siger Monaghan.
- Han hjælper med at samle holdet, og det har været vigtigt i en sæson, hvor vi ikke altid har haft den hurtigste bil.
Selvom et femte mesterskab stadig er en udfordring, er Red Bulls udviklingsarbejde tydeligt begyndt at give afkast.