jos verstappen max verstappen

Max Verstappen: “Min far kunne blive en fremragende teamchef i Formel 1”

Formel 1nov. 04 , 17:45
Den firedobbelte verdensmester løfter sløret for nogle sjældne tanker om sin far.
Jos Verstappen har måske ikke haft den samme succes som kører sin søn, men som potentiel holdchef i Formel 1 mener Max til gengæld, at han ville klare sig forrygende.
Under løbsweekenden i Mexico blev den firedobbelte verdensmester spurgt ind til sin fars evner, og svaret kom prompte:
- Jeg tror, han kunne blive en fremragende teamchef. Selv om jeg ikke tror, han selv ville have lyst til det.
Det sidste blev sagt med et drilsk smil om læberne på den hollandske verdensmester.
Teknisk snilde og erfaring
For Max handler det ikke kun om farens tidligere karriere i Formel 1.
Det, der gør størst indtryk på ham, er Jos Verstappens tekniske forståelse.
- Det mest imponerende er hans viden om opsætning og finjustering af biler og karts, forklarede Max.
Han pegede desuden på, at netop den indsigt har haft stor betydning for hans egen udvikling:
- Han lærte mig fra jeg var helt lille, at det ikke er nok bare at køre hurtigt. Du skal også forstå, hvordan en bil fungerer. Det har været en stor del af min succes.
Max fremhævede ydermere, at hans far har et særligt blik for at gennemskue tekniske sammenhænge og fejl:
- Han forstår præcis, hvordan dele fungerer, hvad der kan gøres hurtigere, og hvordan det hele spiller sammen. Vi taler stadig meget om teknik. Han med sin rallybil, jeg med min Formel 1-bil og mit GT3-hold.
En far, der ofrede alt
Den firedobbelte verdensmester understregede også, hvor meget Jos Verstappen har gjort for ham gennem årene:
- Han satte sin egen karriere på pause og gav sig 110 procent for mig. Jeg har aldrig mødt nogen, der har været så dedikeret.
Selv om Jos stadig hjælper i kulisserne, forventer Max ikke, at han snart får en officiel rolle i Formel 1:
- Det ville være svært, fordi det kræver så mange rejser. Familien spiller også en stor rolle.
Alligevel er faren fortsat en vigtig støtte for sønnen:
- Vi taler om mange ting, og han rådgiver mig stadig. Det betyder meget at have ham omkring mig. Han kender folk over hele verden. Men deciderede råd fra ham får jeg kun brug for, hvis jeg sætter mig ind i en rallybil, ellers ikke.
Mest læste

Mest læste

Loading