Efter flere afvisninger i F1 er næste skridt for den tyske racerkører klar. Retningen kan overraske dem, der stadig håber på en retur til F1.
Ralf Schumacher erkender, at hans nevø
Mick Schumacher er presset i jagten på et comeback i Formel 1.
Den 26-årige tysker var ellers nævnt tidligere på året som kandidat til en plads hos Cadillac F1, men holdet har for længst offentliggjort, at de erfarne kørere Valtteri Bottas og Sergio Perez skal stå i spidsen for det nye projekt i 2026.
Cadillac-ledelsen fremhævede, at de to kørere har vundet flere løb og kender arbejdsgangen på et topteam, og at netop deres erfaring vil være afgørende i opstartsfasen.
Mick Schumacher kørte for Haas i 2021 og 2022, og han måtte dermed gang se endnu en mulighed glide ham af hænde.
Ralf Schumacher sagde til det tyske medie t-online, at han havde foretrukket en Cadillac-kombination af en rutineret kører og et yngre talent.
Han mener, at Mick kunne have bidraget med erfaring fra sine to F1-sæsoner og fra World Endurance Championship, hvor han i år har kørt for Alpine og taget to podiepladser.
Presset vokser for Mick Schumacher
Mens nye unge navne som 19-årige Alex Dunne og 18-årige Arvid Lindblad banker på fra Formel 2, vurderer Ralf Schumacher, at chancen for Mick bliver mindre for hver sæson uden et F1-sæde:
- Han har været ude i nogle år, og statistisk set bliver det sværere, jo længere tid der går.
Mick Schumacher selv har tidligere givet udtryk for, at drømmen fortsat er at vende tilbage til Formel 1, men han er samtidig begyndt at se sig om efter andre muligheder.
Næste skridt for Mick Schumacher bliver en test i IndyCar hos Rahal Letterman Lanigan Racing.
Testen køres 13. oktober på Indianapolis Motor Speedway, hvor hans far Michael Schumacher også har kørt tidligere:
- Jeg glæder mig meget til at prøve en IndyCar for første gang. Det bliver spændende at køre på en bane med så meget historie.
Teamets medejer Bobby Rahal ser frem til at give den tidligere F1-kører chancen:
- Han har masser af talent, og vi håber at give ham en god oplevelse og en solid start på et nyt eventyr.
IndyCar-testen bliver betragtet som et skridt mod en mulig fremtid i den amerikanske serie og som en chance for at vise sig frem i single-seater-racing igen.
Mens Mick er åben for andre serier, har den firedobbelte Formel 1-verdensmester Max Verstappen afvist, at han nogensinde vil køre i USA:
- Jeg vil gerne køre Le Mans, men jeg er ikke interesseret i at vinde en Triple Crown. Jeg nyder at se IndyCar, men jeg behøver ikke at køre det selv.