Efter at have forladt Formel 1 ved udgangen af 2024, er
Valtteri Bottas langt fra færdig med sporten – i hvert fald hvis det står til ham selv.
Den 35-årige finne, med ti grandprix-sejre og hele 67 podieplaceringer i bagagen, bekræfter i et interview med TopGear.com, at han er i dialog med flere teams om et comeback til 2026-sæsonen.
Ét navn, der for alvor vækker opsigt, er det nyopstartede
Cadillac F1 Team.
Efter et rædselsfuldt 2024 med Sauber, hvor holdet endte som det absolutte bundhold, blev både Bottas og Zhou Guanyu fritstillet.
Siden har Bottas overtaget en rolle som reservekører hos Mercedes, men målet er klart: Han vil tilbage til startgridden som fast kører.
- Mit mål er at køre løb igen, udtalte han under Grand Prix-ugen i Miami.
- Jeg må være opmærksom på, hvad der sker på markedet. Jeg holder øjne og ører åbne.
Cadillac, som netop blev "officielt" lanceret ved et glitrende event i Miami, er en spændende ny spiller på F1-scenen og træder ind i sporten i 2026 i samarbejde med Ferrari, der leverer motorerne frem til 2029.
Giver ikke mening at tage én sæson
Holdet har allerede været sat i forbindelse med Sergio Perez, men det er uvist, om amerikanerne vil satse på to erfarne kørere eller en kombination af rutine og ungt talent.
For Bottas handler det dog ikke bare om at få en plads – men om at blive en del af noget langsigtet.
- Det, der ville motivere mig, er at komme ind i et projekt med klare mål og langsigtet commitment, forklarer han.
- Det giver ikke mening for mig at tage én sæson bare for at være i Formel 1. Men at starte fra bunden med et nyt team – det kunne være forfriskende.
Bevares, Bottas lukker heller ikke døren for et mere konkurrencedygtigt sæde, hvis muligheden byder sig.
Men han er realistisk omkring de muligheder, der aktuelt er i spil:
- Det er lidt tricky at gennemskue, hvordan markedet udvikler sig lige nu.
"Jeg kan godt lide en Escalade"
På spørgsmålet om han overvejer at lægge hjelmen på hylden for godt, er svaret klart:
- Jeg er ikke færdig. Jeg føler, at jeg stadig har nogle år i mig – og mere at give sporten,” siger han.
Det er måske netop denne ro og erfaring, som et nyt team som Cadillac har brug for, når de kaster sig ud i verdens mest krævende motorsport.
Indtil videre nyder Bottas livet i Monaco med en misundelsesværdig bilsamling, som tæller bl.a. en Alfa Giulia GTAm, Ferrari F8 Tributo og en sjælden Mercedes-AMG One.
Som kronen på værket er en spritny Alfa 33 Stradale – som Bottas selv har hjulpet med at udvikle – på vej til garagen.
Og hvad med Cadillac?
- Jeg kan godt lide en Escalade... Og Ecto-1 fra Ghostbusters, griner Bottas.