Et forslag om fem millioner kroner kunne have været startskuddet på en af de mest profitable aftaler i Formel 1’s historie.
I de tidlige år af Max Verstappens karriere var der ikke mange, der kunne forudse den eksplosive succes, der ventede den hollandske racerkører.
En, der dog havde chancen for at blive en del af rejsen, var den hollandske forretningsmand Michel Perridon, grundlæggeren af elektronikfirmaet Trust.
Perridon havde i begyndelsen af 2000’erne været en væsentlig sponsor for Max’ far,
Jos Verstappen, og han havde betalt adskillige millioner kroner for at få Trust-logoet frem på Formel 1-biler.
Da Raymond Vermeulen – manager for både Jos og
Max Verstappen – senere bankede på Perridons dør med et tilbud om at investere fem millioner kroner mod at modtage 10 procent af Max' fremtidige indkomst, valgte Perridon at takke nej.
Et valg, han i dag ser tilbage på med en blanding af selvironi og ærgrelse.
Milliardmuligheder fløjet forbi
Ifølge RacingNews365 fortalte Perridon i podcasten The Dutch Dragons, at han dengang mente, han allerede havde investeret nok i Verstappen-familien.
I dag er Max Verstappens årlige løn hos
Red Bull Racing anslået til cirka 450 millioner kroner, og ifølge rygtebørsen er Aston Martin endda parate til at betale et endnu højere beløb for at tiltrække hollænderen.
Med en sådan indtjening kunne Perridons afviste investering have indbragt ham et milliardbeløb i løbet af Max' karriere.
Perridon selv beskriver beslutningen som "en lille fejl," men podcastpanelet var ikke i tvivl om, at det var en monumentalt forpasset mulighed.
En investering uden sidestykke
Siden de spæde forhandlinger med potentielle sponsorer har Max Verstappen cementeret sig som en af sportens allerstørste stjerner.
Med fire verdensmesterskaber på stribe, 64 Grand Prix-sejre og en loyal fanskare, der følger ham verden over, er hans værdi eksploderet.
I dag har Verstappen kontrakt med Red Bull frem til 2028 og er ifølge Forbes blandt de bedst betalte atleter på kloden - og Perridon fortryder nok lige så meget som ham, der engang sagde nej tak til The Beatles.