standard billede til web 17

Yuki Tsunoda spøger i kulissen hos Red Bull efter Liam Lawsons hårde sæsonstart

Formel 1mar. 23 , 20:32

En ny sæson er i gang, men ikke alle har fundet rytmen. Og når det knirker, begynder dørene at åbne sig for andre.

Det var ikke den start, Liam Lawson havde drømt om, da han i vinterpausen overtog sædet hos Red Bull efter Sergio Perez.

Selv om teamet valgte den unge newzealænder frem for den mere erfarne Yuki Tsunoda på baggrund af deres præstationer i sidste sæsons afsluttende løb, har Lawson endnu ikke vist, at han er værdig til at være Max Verstappens faste teamkammerat.

De første to Grand Prix’er i sæsonen har været alt andet end overbevisende.

Lawson er ikke kommet videre fra Q1 i kvalifikationen – hverken i Australien eller i Kina – og på Shanghai International Circuit endte han endda som feltets langsomste i begge kvalifikationer.

Det kostede ham en start fra pitlane for anden gang i træk.

Trods en senere oprykning til en 12. plads på grund af diskvalifikationer til bl.a. Lewis Hamilton og Charles Leclerc, står Lawson stadig uden point og uden at have vist tegn på, at han kan matche niveauet i en topbil.

Hos Red Bull vokser frustrationerne, og holdet har varslet et internt krisemøde i løbet af ugen for at finde en løsning på den uventet svage sæsonstart.

Spørgsmålet, der lurer i kulissen, er simpelt: Skal Tsunoda have chancen i stedet for Lawson?

Tsunoda sender det rette signal

Mens Lawson kæmper for at finde farten, har Yuki Tsunoda gjort sit for at holde sig i spil.

I sit femte år hos Red Bulls søsterteam, Racing Bulls, har japaneren leveret solide præstationer og går ind til sin hjemmekamp i Suzuka med løftet halespids og selvtillid.

I fjor scorede han point foran det japanske publikum for første gang, og i år er han opsat på at gentage bedriften.

Efter Kinas Grand Prix blev Tsunoda spurgt til sine chancer for at overtage Lawsons sæde, og han gentog sin tidligere udmelding om at være “100% klar” til at træde ind, hvis chancen byder sig.

Han kommenterede også Liam Lawsons problemer med RB21’eren og henviste til sin egen test i Abu Dhabi, hvor han ikke oplevede de samme vanskeligheder bag rattet.

- Jeg er i god form, konstaterede Tsunoda uden omsvøb.

Det interessante for Red Bull er, at Tsunoda har vist sig som både hurtig og stabil i løbet af sæsonstarten, og med en løn, der efter sigende ligger på niveau med Lawsons løn – begge omkring 7,5 millioner kroner om året – er det næppe økonomien, der bliver afgørende.

En åben dør – og et klart signal

Red Bulls teamchef Christian Horner har endnu ikke villet afvise, at der kan ske en ændring i førerbesætningen før det japanske Grand Prix.

I den kinesiske pitlane udtalte han, at “alt stadig er spekulation,” og understregede, at teamet ville analysere situationen nøje.

Men når Horner samtidig undlader at forsvare Lawson entydigt – og ikke benytter lejligheden til at lukke spekulationerne ned – så er signalet tydeligt.

Internt er man usikre, og det mest oplagte alternativ har et japansk pas og en stigende formkurve.

RacingNews365 erfarer, at Red Bull overvejer at foretage et skifte allerede nu.

Der er endnu ikke truffet en endelig beslutning, men timingen er bemærkelsesværdig.

Med Suzuka i Japan som næste stop og Tsunoda i topform foran hjemmepublikummet, kan én stærk præstation være nok til at vende op og ned på Red Bulls sæson.

Mest læste

Mest læste