Rasmus Højgaard skal for første gang repræsentere Europa i
Ryder Cup – og bliver ofte forvekslet med tvillingebroren Nicolai.
Når Ryder Cup skydes i gang fredag i New York, bliver det med dansk deltagelse i form af Rasmus Højgaard.
For første gang i karrieren er den 23-årige dansker en del af Europas hold, hvor han deler omklædningsrum med profiler som Rory McIlroy, Tommy Fleetwood og Jon Rahm.
For Højgaard er deltagelsen en stor drøm, der går i opfyldelse.
- Det er sjovt at tænke på, at i 2012 startede min drøm. Nu er jeg her. Jeg er så glad for, at jeg kan udleve min Ryder Cup-drøm, sagde han på et pressemøde dagen før turneringsstart.
Forveksles med tvillingebroren
Højgaard er dog ikke et helt nyt ansigt i Ryder Cup-sammenhæng.
Ved seneste udgave i 2023 var det tvillingebroren
Nicolai Højgaard, der fik pladsen på det europæiske hold.
Det skaber af og til forvirring blandt holdkammeraterne.
- Det sker hele tiden. For eksempel kalder Shane (Lowry, red.) mig nogle gange Nicolai. Og så siger han, 'åh, det er Rasmus, der er her'. Det er helt fint. Jeg er vant til det. Jeg har været vant til det i 20 år, så det gør mig ikke noget, fortalte danskeren med et smil.
Han understregede samtidig, at tvillingens deltagelse i 2023 har gjort det nemmere for ham selv at falde til.
- Jeg synes, at oplevelsen i Rom har gjort det nemmere for mig at lære gutterne lidt bedre at kende. Nicolai og jeg er så ens, så der bliver ikke meget ændring i holdets lokale, sagde han.
En stor udfordring venter
Europa er forsvarende mestre i Ryder Cup og har vundet 13 ud af de seneste 22 opgør siden 1977, hvor turneringen blev udvidet til at omfatte hele Europa og ikke kun Storbritannien.
I alt spilles der 28 point i tre forskellige formater: Foursomes, Fourball og Singles.
I år afvikles turneringens 45. udgave, hvor Europa møder USA på amerikansk grund.
Opgørene begynder fredag og afsluttes søndag.