Et særligt øjeblik før weekendens landskamp har givet grobund for store forventninger fra både fans og fagfolk.
Lørdag var en særlig dag for Team Esbjergs 24-årige keeper Anna Kristensen, da hun kort før venskabskampen mod Island fik hun at vide, at hun var blevet kåret til årets kvindelige landsholdsspiller 2024/2025.
Prisen uddeles af Spillerforeningen Håndbold og bygger på stemmer fra kolleger i ligaen, 1. division og blandt de danske udlandsprofessionelle.
Kåringen kom efter en sæson, hvor hun stod i vejen for det meste. Ikke mindst ved EM i 2024, hvor Danmark tog sølv.
Her blev hun valgt til turneringens bedste spiller og fik plads på All Star-holdet.
Landstræner Helle Thomsen har siden kaldt hende “én af verdens bedste keepere” og fremhævet hendes evne til at præstere stabilt kamp efter kamp.
Mod Island blev det tydeligt, at prisen ikke havde fået hende til at fokusere mindre på opgaven.
Kristensen stod første halvleg, hvor Danmark hurtigt trak fra og gik til pause foran 23-12.
I anden halvleg fik Amalie Milling tid i målet, mens Danmark kørte sejren hjem med 39-23 i Helle Thomsens debut som landstræner.
På vej til at blive verdens bedste
For den tidligere landsholdsspiller og nuværende håndboldekspert
Lars Rasmussen er prisen et bevis på, at dansk kvindehåndbold har en profil, som kan præge en hel generation.
Han har fulgt Kristensens udvikling tæt og bemærker især hendes evne til at vinde afgørende situationer, både i klubtrøjen for Team Esbjerg og på landsholdet
– Anna Kristensen er på vej til at blive verdens bedste, og det er ikke bare noget, man siger for at pynte på det. Hun har allerede vist, at hun kan afgøre de største kampe fra målet, og det er en egenskab, kun de færreste har, siger han til Hbold.dk
Rasmussen fremhæver også hendes rolige fremtoning, som han mener smitter af på hele holdet:
– Hun udstråler en ro, der smitter. Selv når holdet er under massivt pres, står hun med et kropssprog, der siger: “Jeg har styr på det”. Den type mentalitet kan være forskellen på medaljer og skuffelser, og det gør hende helt unik i en forholdsvis ung alder.
Fremtiden kan blive historisk
Med prisen placerer Kristensen sig i selskab med tidligere vindere som Sandra Toft, Stine Jørgensen og Line Jørgensen.
Hun er den første målmand, der vinder siden Toft fik hæderen i 2021, og Rasmussen mener, at hun kan løfte arven efter netop Toft.
Han peger på, at Kristensen ikke blot har fastholdt sit niveau, men år for år har løftet sit spil og tilpasset sig nye udfordringer.
Den udvikling overbeviser ham om, at hun kan blive den bedste på verdensplan.