Millioner af fans ventede i spænding på
LeBron James’ store melding – men fik i stedet en reklame for cognac.
Basketball-superstjernen LeBron James satte mandag aften gang i store spekulationer, da han på Instagram annoncerede "beslutningen over alle beslutninger", ledsaget af en videooptagelse, hvor han sætter sig alene i en sportshal.
Henvisningen til det legendariske tv-øjeblik fra 2010 var tydelig, og med hashtagget #TheSecondDecision holdt både fans og medier vejret i forventning.
Mange troede, at han ville annoncere sit karrierestop eller i det mindste løfte sløret for sin fremtid i NBA.
I stedet afslørede LeBron James, at det hele handlede om en ny reklamekampagne i samarbejde med Hennessy Cognac.
Gentager en kontroversiel historie
Tilbage i 2010 chokerede LeBron James sportens verden, da han i en iscenesat tv-udsendelse offentliggjorde, at han forlod Cleveland Cavaliers til fordel for Miami Heat.
Dengang blev det mødt med både forbløffelse og vrede, og LeBron har siden indrømmet, at det ikke var hans stolteste øjeblik.
Alligevel valgte han denne gang at genbruge konceptet til promoveringen af et alkoholbrand.
En beslutning, der hurtigt blev mødt med kritik.
- Jeg er fuldstændig paf over, at lige præcis han kunne finde på det, siger basketball-kommentator Peter Wang til DR Sporten.
- At det bliver så fesent som en reklame for noget alkohol, det kunne næsten ikke være værre. Hold kæft, jeg synes det er dumt.
Usikkerhed om fremtiden
LeBron James fylder 41 år i december og står foran sin 23. sæson i NBA, hvor han stadig repræsenterer Los Angeles Lakers.
Mange havde derfor forventet, at mandagens opslag ville markere starten på en afskedsturné eller en officiel melding om karrierens afslutning.
- Jeg havde egentlig forventet, at han ville sige: ’Nyd mig, mens I har mig. Nu giver jeg den en sidste skalle, og så var det det’, siger Peter Wang.
I stedet blev det et klassisk marketingsstunt, som efterlod både fans og eksperter med en flad fornemmelse.
Hvad fremtiden bringer for LeBron James på banen, er fortsat uafklaret, men uden for banen har han endnu en gang vist, at han mestrer kunsten at tiltrække opmærksomhed.