Doug Martin Tampa Bay Buccaneers

Tidligere 36-årig NFL-stjerne død i politiets varetægt

NFLokt. 21 , 15:49
Den tidligere NFL‑runningback Doug Martin er død under politiets varetægt efter et anholdelsesforløb i Oakland. Myndighederne har nu iværksat en undersøgelse af dødsfaldet.
Den tidligere NFL‑profil Doug Martin er død efter en anholdelse i forbindelse med et indbrud i Oakland i delstaten Californien.
Det bekræfter politiet i en officiel erklæring.
Ifølge politiets udtalelse var Doug Martin involveret i et indbrud i en privat bolig i Oakland.
Da betjente forsøgte at tilbageholde ham, opstod der kortvarig tumult.
Martin blev herefter transporteret til arresten, hvor han kort tid efter blev livløs.
Paramedicinere blev tilkaldt og ydede førstehjælp på stedet, før han blev overført til et nærliggende hospital.
Her blev han senere erklæret død.
Efterforskning igangsat
Politiet oplyser, at hændelsen nu bliver undersøgt nærmere.
Først når efterforskningen er afsluttet, vil politiet komme med yderligere oplysninger om dødsårsagen.
I mellemtiden er de involverede betjente blevet sendt på betalt orlov, hvilket er standardprocedure i sådanne sager.
Oakland Police Department har i den forbindelse udtalt, at man samarbejder fuldt ud med efterforskere for at klarlægge forløbet.
Der er endnu ikke offentliggjort oplysninger om, hvorvidt der findes videooptagelser fra anholdelsen eller opholdet i arresten.
Tidligere NFL-stjerne
Doug Martin blev betragtet som et stort talent, da han i 2012 blev valgt i første runde af NFL-draften af Tampa Bay Buccaneers.
Han skrev under på en femårig kontrakt, som samlet set udløste en lønpakke på cirka 44 millioner kroner.
Han spillede seks sæsoner for Tampa Bay og opnåede blandt andet at lave 30 touchdowns.
I 2012 og 2015 blev han udvalgt til Pro Bowl, som er NFL’s årlige all-star showkamp med ligaens mest fremtrædende spillere, samtidig med at han i 2015 blev valgt til All-Star, som svarer til Årets Hold i NFL.
I 2018 spillede han sin sidste sæson for Oakland Raiders, hvorefter han trak sig tilbage fra professionel amerikansk fodbold.
Martin ejer samtidig NFL-rekorden for flest touchdowns scoret i en halvleg med fire. Den rekord satte han som førsteårsspiller i 2012 i en kamp mod netop Oakland Raiders.
Doug Martin blev 36 år.
Mest læste

Loading