Hvad der skulle have været en triumferende dag for Norges skihoppere ved VM i Granåsen, endte i en skandale af dimensioner.
Tre ud af de fire norske deltagere blev lørdag diskvalificeret, da deres dragter blev kendt ulovlige af Det Internationale Skiforbund (FIS).
Ifølge FIS skyldtes diskvalifikationerne, at stoffet i skridtregionen på dragterne ikke var elastisk nok.
Det blev vurderet som en manipulation, der kunne give de norske hoppere en konkurrencemæssig fordel.
Klager fra flere nationer, heriblandt Østrig, Polen og Slovenien, førte til en ny gennemgang af dragterne, hvilket endte med den hårde afgørelse. Det skriver Ritzau.
Især Marius Lindvik blev hårdt ramt. Han lå til at vinde sølv, men blev trukket ud af konkurrencen efter diskvalifikationen.
Også Johann André Forfang og Kristoffer Eriksen måtte se deres resultater annulleret, mens den eneste tilbageværende norske deltager, Halvor Egner Granerud, slap for straf.
Skandalen har vakt stor opsigt i Norge, hvor landstræner Magnus Brevig dog afviser beskyldninger om bevidst snyd.
"Dragterne blev kontrolleret, og til sidst fandt de ud af, at sømmene i skridtområdet var for uelastiske. Det er ikke snyd, men et brud på reglerne," forklarede Brevig ifølge NTB.
Selvom Norges landshold ikke anerkender diskvalifikationerne som forsøg på fusk, har chefen for de norske skihoppere, Jan Erik Aalbu, ikke meget andet valg end at "lægge sig fladt ned."
Han beklager dybt, at mesterskabet nu får dette efterspil.
En video, der florerede på internettet før beslutningen, har pustet yderligere til kontroversen.
Optagelserne er angiveligt taget gennem en dør, hvor den viser personer, som syr på dragterne aftenen inden konkurrencen.
Det har fået kritikere til at antyde, at nordmændene forsøgte at omgå reglerne.
Ifølge Åge Skinstad, der er ansvarlig for hele verdensmesterskabet i de nordiske skidiscipliner, påvirker skandalen dog ikke det overordnede indtryk af VM.
"Jeg synes, det er synd for skihopsporten, men det er en sag mellem Norges Skiforbund, Det Internationale Skiforbund og juryen. Reglerne er til for at blive fulgt," sagde han.
Efter den dramatiske diskvalifikation har Norges Skiforbund annonceret et pressemøde søndag, hvor de forventes at forklare omstændighederne nærmere.
I mellemtiden vil FIS iværksætte en granskning af hele situationen for at afgøre, om der skal yderligere sanktioner eller regelændringer til for at undgå lignende episoder i fremtiden.