Selv når det hele ser ud til at gå hans vej, ender det anderledes. Nu forsøger Zverev at finde svar på en voksende frustration.
Det lignede en ny begyndelse for Alexander Zverev, da han i starten af året nåede hele vejen til finalen i Australian Open.
Selv om det blev til endnu et Grand Slam-nederlag, denne gang mod Jannik Sinner, sendte det den tyske verdenstoer ind i 2025-sæsonen med en tro på, at det var nu, han skulle tage det sidste skridt.
Imidlertid har hverken resultaterne eller spillet fulgt med siden da.
I alt seks turneringer har han allerede deltaget i siden Melbourne, og med nederlaget til Arthur Fils i ottendedelsfinalen i Miami Open er mønsteret blevet svært at ignorere.
Zverev tabte 6-3, 3-6, 4-6 i en kamp, hvor han havde taget føringen i tredje sæt – og alligevel måtte forlade banen som taber.
Nederlaget i Miami er det seneste i en række af frustrerende resultater for tyskeren.
Først kvartfinalenederlag i både Argentina og Rio, dernæst tidlige exits i Mexico og Indian Wells.
Fire turneringer i træk har han været foran – og er alligevel endt med at tabe kampen. Det var netop det, han adresserede efter nederlaget i Miami:
-Jeg taber mange kampe, hvor jeg føler, jeg er i kontrol. Det er sket igen, så jeg må se indad mere end noget andet.
Det er en tendens, der har fået både fans og eksperter til at løfte øjenbrynene, og ifølge The Tennis Gazette er Zverev selv ikke længere i tvivl om, at det er et psykologisk mønster, der er ved at sætte sig fast.
I Rio var han foran 4-1 i tredje sæt.
I Indian Wells servede han for sejren.
I Buenos Aires havde han både sæt og break.
Nu tabte han igen fire partier i træk efter at have været foran.
Det er ikke kun et spørgsmål om at have en dårlig uge eller et uheldigt lodtrækningsudfald.
Den mentale uro, når han nærmer sig sejren, synes at være blevet en fast følgesvend - en form for selvsabotage, der får spillet til at smuldre i de afgørende øjeblikke.
Det gør ikke frustrationen mindre, at chancen for at overhale verdensetteren Jannik Sinner aldrig har været større.
Den 23-årige italiener afsoner i øjeblikket en tre måneders karantæne, hvilket burde have åbnet døren for Zverev til at hale ind på de knap 3.400 point, der adskiller dem på verdensranglisten.
- Jeg ved ikke, hvad der er galt lige nu, sagde han ærligt efter nederlaget i Miami.
- Jeg må have en samtale med folkene omkring mig. Men lige nu ved jeg det ikke.
Med store turneringer som Monte Carlo og Roland Garros i horisonten er det afgørende for ham at finde frem til en løsning på sit problem.