Andy Roddick Holger Rune

Andy Roddick revser Holger Rune og kommer med dyster Wimbledon-forudsigelse

Tennisjun. 30 , 14:37
Den tidligere verdensetter sætter spørgsmålstegn ved danskerens form og mentale styrke forud for årets største græsturnering.
Mandag eftermiddag går Holger Rune på banen i Wimbledon, seedet som nummer otte og med ambitioner om at spille sig langt i turneringen.
Men trods en på papiret overkommelig modstander i første runde, chilenske Nicolas Jarry, er optimismen begrænset blandt flere internationale tenniseksperter.
Jarry er blot nummer 145 i verden, men det tal fortæller ikke hele historien.
For et år siden lå han i top-20, og kun skader har forhindret ham i at holde fast i den placering.
Det er altså en erfaren og farlig modstander, Rune møder i åbningskampen.
I tennispodcasten Served bliver lodtrækningen grundigt gennemgået af den tidligere verdensetter Andy Roddick og journalisten Jon Wertheim.
Begge ser dystert på Runes chancer for at nå langt i London.
Wertheim fremhæver Jarrys kapacitet og sætter spørgsmålstegn ved danskeren.
For meget svingende intensitet
Ifølge TV 2 siger Jon Wertheim, at Rune har svært ved at præstere, når rammerne ikke er spektakulære nok:
- Rune er ved at udvikle sig til en af de spillere, der er helt vildt god, hvis han møder en topspiller på en stor bane en lørdag aften foran et vildt publikum. Og så har han bare ikke den samme intensitet en normal tirsdag aften.
Netop derfor mener Wertheim, at Rune kan få problemer allerede i første runde.
Han forventer, at Jarry på trods af sin lave rangering sender danskeren ud allerede på Wimbledons åbningsdag.
Roddick er en smule mere positiv på Runes vegne, men dog kun marginalt.
Han tror godt, danskeren kan snige sig videre fra første runde, men ser ingen muligheder for videre avancement, når han møder amerikaneren Learner Tien i anden runde:
- Jeg så hans kamp i Queen’s, og det gik helt galt for ham. Hans energi varierer så meget, og han kan nå igennem alle følelser på bare seks minutter.
Lang vej til drømmen
Skulle seedningerne holde, venter Tallon Griekspoor i tredje runde, Frances Tiafoe i fjerde og Carlos Alcaraz i kvartfinalen.
I en semifinale kan Rune risikere at møde Alexander Zverev, mens verdensetteren Jannik Sinner potentielt venter i finalen.
Det er en rute, der kræver topniveau i hver eneste kamp, og netop dét er ifølge eksperterne ikke Runes styrke i øjeblikket.
Rune har dansk selskab af Elmer Møller, August Holmgren og Clara Tauson, som også er med i singlerækkerne i år.
Mest læste

Mest læste