Holger Rune kunne ikke vinde over Carlos Alcaraz i kvartfinalen ved Wimbledon. Men hans mors støtte har han stadig. Han havde sandsynligvis håbet på mere, men Holger Rune måtte tage til takke med en plads i kvartfinalen ved Wimbledon. Her løb han ind i spanske Carlos Alcaraz, der viste sig at være for stærk en modstander.
Den 20-årige tennisstjerne tabte til verdensetteren i tre sæt med cifrene 7-6(3), 6-4 og 6-4.
Selvom Holger Rune tabte kampen, var han alligevel med til at skrive historie. Det var nemlig første gang siden 1968, at to spillere under 21 år stod overfor hinanden i en Wimbledon-kvartfinale.
At Carlos Alcaraz formåede at spille sig videre, betyder naturligvis, at der er en chance for en finale mellem ham og Novak Djokovic. Den serbiske tennisstjerne har også spillet sig i semifinalen, efter en sejr over russiske Andrey Rublev.
Efter nederlaget til Carlos Alcaraz, delte Holger Runes mor,
Aneke Rune, en støttende besked på Instagram. Her delte hun et billede af de to kvartfinalister, hvortil hun havde tilføjet teksten: "Trin for trin."
Efter kampen stillede Holger Rune op til et pressemøde, hvor han udtalte sig om nederlaget til den jævnaldrende stjerne.
På trods af, at han leverede en flot præstation, var han alligevel skuffet over, hvordan det hele endte ud.
"Ja, selvfølgelig er jeg en smule skuffet. Jeg følte mig ikke på mit bedste i dagens kamp, men jeg gjorde mit bedste for ikke at skuffe publikum. Jeg prøvede at kæmpe til det sidste," sagde Rune ifølge Sportskeeda.
"Jeg følte mig ikke som, jeg gjorde de andre dage, da jeg vågnede i morges. Men det er en del af det. Jeg var nødt til at gøre mit bedste og se, om jeg havde en chance. Men, ja, uheldigt."