Kortslutning koster Medvedev over en kvart million kroner.
Daniil Medvedevs frustrationer ved årets
US Open udviklede sig til et kaotisk optrin, der endte med en stor bøde for usportslig opførsel.
Den russiske tennisstjerne, der vandt US Open i 2021, var presset i første runde mod franske
Benjamin Bonzi.
Da Bonzi stod med matchbold i tredje sæt, opstod en usædvanlig situation.
En fotograf forlod pludselig sin plads og bevægede sig ind på banen, hvilket fik dommeren til at lade Bonzi serve om.
Det fik Medvedev til at protestere voldsomt.
Han råbte mod dommeren, mens publikum reagerede med højlydte buhråb.
Stemningen blev så intens, at kampen kortvarigt måtte afbrydes, mens dommeren forsøgte at skabe ro.
Flere tennisjournalister beskrev senere episoden som noget, de aldrig havde oplevet før.
Trods optrinnet vandt Medvedev tredje sæt i en tiebreak og udraderede Bonzi 6-0 i fjerde sæt.
Men kampen vendte igen, da franskmanden holdt hovedet koldt i afgørende sæt og sikrede sejren med 6-4.
Raseri og bøde
Efter nederlaget blev Medvedev fanget på tv-billeder, hvor han gentagne gange smadrede sin ketsjer mod bænken.
Det udløste en samlet bøde på 42.500 dollar, svarende til knap 275.000 kroner.
Ifølge arrangørerne er beløbet fordelt med 30.000 dollar for usportslig opførsel og 12.500 dollar for at ødelægge ketsjeren.
Bonzi fortalte efter kampen, at Medvedev med sin opførsel havde "hældt benzin på bålet" ved at opildne publikum til at tage parti.
Ifølge The Daily Mail råbte russeren på et tidspunkt til dommeren:
- Er du en mand? Hvorfor ryster du?
Reaktioner efter kampen
Den tidligere spiller og nuværende ekspert Patrick McEnroe vurderede efterfølgende, at Medvedev har brug for en længere pause.
- Han er nødt til at holde fri resten af året, lød hans vurdering.
Selv forsøgte Medvedev at nedtone episoden og forklarede, at vreden ikke var rettet mod fotografen, men mod dommerens afgørelse.
Han påpegede, at man i lignende situationer ikke havde set en spiller få lov til at serve om.
Samtidig erkendte han, at situationen havde givet ham energi til midlertidigt at vende kampen.
Trods bøden forlader Medvedev ikke turneringen uden indtjening.
For sin deltagelse i hovedturneringen og nederlag i første runde modtager han 110.000 dollar, svarende til omkring 708.000 kroner.
For Bonzi blev sejren en af karrierens største. Han avancerede ikke alene til anden runde, men vandt også sin næste kamp og står nu overfor landsmanden Arthur Rinderknech i tredje runde.