Björn Borg afviser ikke længere at doping findes i tennis. Nu beskriver han Sinners håndtering af karantæne og trænere som “godt nok sært”.
Den svenske tennislegende Björn Borg undrer sig over Jannik Sinners håndtering af den positive dopingprøve, der tidligere på året førte til en karantæne på tre måneder.
I et interview i det svenske tv-program Skavlan & Sverige fortæller Borg, at han finder det mærkværdigt, hvordan Sinner fyrede sin fitnesstræner Umberto Ferrara og fysioterapeuten Giacomo Naldi i forbindelse med sagen, men kort tid efter genansatte Ferrara, da sagen havde lagt sig.
- Han fyrede sin fitnesstræner, og da der var kommet ro på igen, hentede han ham ind igen. Det er godt nok sært, siger Borg, uden at uddybe yderligere.
Sinner testede positiv for stoffet clostebol og forklarede efterfølgende, at stoffet formentlig var kommet ind i kroppen via en massageolie.
Karantænen kom til at falde i en periode mellem Australian Open og French Open, hvilket betød, at han ikke gik glip af nogen af de to store turneringer.
Doping ikke nyt i tennis
Borg udtrykker samtidig bekymring for dopingsituationen i international tennis og understreger, at det ikke er et nyt fænomen.
Han fortæller, at doping allerede fandtes i 1970’erne, hvor han selv var aktiv, og selvom han ikke ønsker at nævne navne, er han overbevist om, at flere spillere benyttede sig af præstationsfremmende midler dengang.
- Jeg vil ikke nævne navne, men jeg ved, at det eksisterede. Jeg benyttede mig ikke af det. Jeg er sådan en slags anti. Hvis du doper dig, bør du udelukkes på livstid, siger han.
Problemer også blandt unge spillere
Borg har de seneste år rejst rundt med sin søn Leo, der spiller professionel tennis og er blandt Sveriges bedste spillere, og lige nu er rangeret lige uden for top 500 i verden.
Gennem sine rejser på juniorniveau har han fået øjnene op for, at problemerne også gør sig gældende blandt unge atleter.
- Vi har fulgt Leo verden rundt, og jeg ved, det eksisterer. De snyder også med alderen, fortæller han og henviser til, at det kan være økonomisk fordelagtigt at fremstå yngre i jagten på sponsorkontrakter.
Björn Borgs udtalelser falder i forbindelse med udgivelsen af hans nye bog Hjärtslag, som han har skrevet sammen med sin hustru Patricia.