Björn Borg

Björn Borg om svær periode: Droppede tennis og begyndte at tage stoffer

Tennissep. 18 , 10:10
Tennisikonet løfter sløret for overdoser, utroskab og prostatakræft i den nye selvbiografi ’Hjerteslag’ og fortæller om vejen tilbage
Björn Borg var 25 år, da han lagde ketsjeren fra sig efter at have vundet Wimbledon fem år i træk og i alt løftet 11 Grand Slam-trofæer.
Han havde været nummer 1 i verden i 109 uger og blev siden valgt ind i Hall of Fame i 1987.
Lysten var ganske enkelt forsvundet, da han efter nederlagene til John McEnroe i 1981 følte sig færdig med tennislivet.
Han vendte kort tilbage i starten af 90’erne, men det var ikke nogen succes. I 12 turneringer på to år lykkedes det ham ikke at vinde en eneste kamp.
Faktisk lykkedes det ham blot at vinde tre sæt i 12 kampe.
I den nye selvbiografi ’Hjerteslag’ fortæller han, hvordan tomrummet bredte sig, da turneringsplanen forsvandt.
De festlige nætter tog over. Han prøvede kokain og mærkede en rus, som mindede ham om kampens intensitet.
I slutningen af 80’erne kollapsede han efter en hård aften i Italien.
Dengang blev det blev omtalt som et selvmordsforsøg, men i bogen forklarer han det som en overdosis.
Senere blev han igen indlagt, denne gang i Holland i starten af 90’erne.
Han kalder det den største skam i livert at vågne på hospitalet og se sin far stå ved sengen.
Samtidig hang hans privatliv i laser. Han var gift tre gange og gik ind og ud af forhold i årene omkring karrieren.
I bogen skriver han åbent om utroskab og om perioder, hvor relationerne sågar overlappede.
Kræft og ærlighed 
Björn Borg fortæller også om sin prostatakræft. Diagnosen kom i 2023, og han blev opereret i Stockholm i februar 2024. Han bliver nu tjekket hver sjette måned.
Han lægger ikke skjul på frygten. Han siger, at sygdommen er under kontrol, men at usikkerheden er en konstant del af hverdagen.
- Hver morgen, når jeg vågner, tænker jeg: ‘Gud, hvor skønt. Det her kan blive en vidunderlig dag’, fortæller han i et interview med TV2 Sport.
Han ser det ikke som en triumferklæring, men som en daglig øvelse, han er nødt til at udføre.
Han ser også tilbage på den kamp, der ikke handler om en finale på græs eller grus:
- Min sværeste kamp nogensinde er kampen mod mig selv.
Fra skandaler til udgivelse i flere lande
’Hjerteslag’ rummer detaljer, der har været skjult i årtier.
Der er navne, episoder og møder fra et liv på rejse. Der er historier om overfald, dødstrusler i New York og penge på mærkelige hænder.
Men også små øjeblikke, som da han prøvede at spille igen i Monte Carlo og indså, at det ikke længere handlede om at vinde.
Han fortæller, at øjeblikket bagefter blev et vendepunkt. Han følte, han var tilbage i livet, selv om resultaterne ikke fulgte.
Björn Borg skriver, at han ikke har flere hemmeligheder og at han heldigvis har lært at leve uden turneringsplan og uden natlige afledninger.
Mest læste

Loading