Når man har været verdens bedste, ændrer det måden, man ser på sporten. Boris Becker forklarer, hvordan Novak Djokovic adskiller sig fra alle andre tennisspillere.
Boris Becker, den tyske tennislegende, er kendt for sin bemærkelsesværdige karriere, der blandt andet inkluderer seks Grand Slam-titler. Han blev i en alder af 17 år den yngste mandlige Wimbledon-mester i 1985 - en rekord, der stadig står.
Efter sin aktive karriere har Becker fortsat sin tilknytning til tennisverdenen, blandt andet som træner for serberen Novak Djokovic.
I løbet af sin tid som træner for Djokovic bemærkede Becker en særlig mentalitet hos serberen.
Ifølge Becker kræver det en vis grad af "galskab" og egoisme at dedikere sit liv fuldstændigt til tennis.
Denne intense dedikation er ganske enkelt nødvendig for at opretholde det høje niveau og den konstante stræben efter at vinde, som det kræves, hvis man gerne vil nå helt til tops i professionel tennis.
Becker bemærker, at denne mentalitet trods alt ikke kun er unik for Djokovic, men også har været kendetegnede for andre tidligere verdensettere som eksempelvis John McEnroe, Ivan Lendl, Mats Wilander og Stefan Edberg.
Becker reflekterede også over betydningen af at være verdensetter.
Selv om han selv har prøvet at opnå denne position, indrømmede han, at han ikke tillagde det stor betydning, mens han var i gang med sin aktive karriere.
Som træner for Djokovic indså han imidlertid, hvor meget denne titel kan betyde for en spiller, især i nutidens tennisverden, der om muligt er endnu mere konkurrencepræget end nogensinde før.
At være en del af den eksklusive gruppe af verdensettere er en bemærkelsesværdig præstation, der kræver en unik mentalitet og dedikation.
Disse refleksioner fra Becker giver en dybere forståelse af de mentale krav og den dedikation, der kræves for at nå og opretholde toppen i professionel tennis - især i så mange år, som tilfældet har været det for Novak Djokovic.