Carlos Alcaraz skabte stor bekymring, da han midt i sin kamp pludselig lagde sig ned med smerter og fik behandling på banen.
Carlos Alcaraz gav tilskuerne et chok, da han i sin første kamp ved ATP 500-turneringen i Tokyo pludselig satte sig ned med smerter.
Episoden fandt sted ved stillingen 2-2 i første sæt mod argentinske Sebastián Báez og medførte en kampafbrydelse på ti minutter.
Spanieren vred om på anklen under en duel og satte sig derefter ned midt på banen.
Kampens dommer og turneringens fysioterapeut var hurtigt til stede, og Báez krydsede også banen for at se til sin modstander.
Alcaraz blev undersøgt på banen og fik efterfølgende foden tapet op, inden han genoptog kampen.
Verdensetter: Jeg var bange
Carlos Alcaraz fortalte efter kampen, at han frygtede konsekvenserne, da uheldet skete.
- Jeg vil ikke lyve, jeg var også bange. Da jeg vred om på anklen, blev jeg ærligt talt bekymret, for det føltes ikke særlig godt i starten, sagde han efter kampen på pressemødet.
Spanieren forklarede, at han de første fem minutter ikke kunne gøre noget, men efter at fysioterapeuten havde udført nogle positive tests, følte han sig tryg nok til at fortsætte.
Han kunne intet mærke i foden, hvilket gav ham mod på at spille videre.
- Det var godt, at jeg kunne gå ud til bænken. Det gav mig selvtillid til at fortsætte, sagde han.
Videre trods usikkerhed
Selvom Alcaraz vendte tilbage og vandt kampen med cifrene 6-4, 6-2, er han endnu ikke sikker på, hvordan anklen vil reagere.
- Jeg er bare glad for, at jeg var i stand til at spille god tennis efter uheldet og afslutte kampen ganske godt. Nu må vi se. Det bliver ikke nemt det næste døgn til halvandet. Jeg vil prøve at restituere og gøre alt, hvad jeg kan, for at blive klar til næste runde.
Her venter belgiske Zizou Bergs, som i øjeblikket er nummer 41 på verdensranglisten.