Carlos Alcaraz + Jannik Sinner

Carlos Alcaraz vinder US Open og vælter Jannik Sinner af førstepladsen

Tennissep. 08 , 8:05
Carlos Alcaraz vinder US Open og overtager førstepladsen på verdensranglisten efter finalesejr over Jannik Sinner.
Carlos Alcaraz sikrede sig søndag aften karrierens anden US Open-titel, da han besejrede Jannik Sinner i fire sæt med cifrene 6-2, 3-6, 6-1, 6-4.
Med sejren overtager den 22-årige spanier førstepladsen på verdensranglisten fra netop Sinner, der havde siddet på tronen i 14 måneder.
Finalen i New York blev endnu et kapitel i den tætte rivalisering mellem verdens to højest rangerede spillere.
De har tidligere i år mødt hinanden i finalerne ved både Australian Open og French Open.
Alcaraz og Sinner har nu stået overfor hinanden i tre Grand Slam finaler i 2025, og her har Alcaraz vundet to af de tre opgør.
Tidlig dominans og stærkt comeback
Alcaraz kom stærkt fra start og brød italienerens serv allerede i kampens første parti.
Med endnu et servegennembrud og solidt spil fra baglinjen kunne spanieren tage første sæt på blot 38 minutter.
I andet sæt fik Sinner dog rettet op på sit spil og udnyttede en enkelt breakmulighed til at vinde sættet 6-3.
Tredje sæt blev en ensidig affære, hvor Alcaraz dominerede fra start til slut og tog sættet 6-1 på blot en halv time.
I fjerde sæt fulgtes spillerne ad frem til 4-4, hvor Alcaraz brød Sinners serv og spillede sig frem til tre matchbolde.
Sinner reddede de første to med stærke returneringer, men på den tredje kunne Alcaraz lukke kampen.
Respekt og nye milepæle
Efter sejren udtrykte Alcaraz stor respekt for sin modstander.
- Jeg ser dig mere end min egen familie, sagde han med et smil henvendt til Sinner under vinderinterviewet.
Den 23-årige italiener tog nederlaget med sportslighed og udtalte:
- Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, men det var ikke nok. Du var bedre end mig.
Triumfen markerer Alcaraz’ sjette Grand Slam-sejr i karrieren.
Han har nu vundet Grand Slam-titler på både græs, grus og hardcourt.
Med sejren følger en præmiecheck på knap 32 millioner kroner til en unge spanier.
Mest læste