clara tauson wimbledon graes

Clara Tauson efter Wimbledon-afklapsning: Jeg er ved at dø

Tennisjul. 08 , 12:14
Clara Tauson måtte kæmpe sig gennem Wimbledon med sygdom i kroppen og blev tydeligt påvirket under nederlaget til verdensetteren Iga Swiatek.
Clara Tauson måtte tage et smertefuldt farvel til Wimbledon-turneringen i fjerde runde, hvor hun i to sæt tabte 4-6, 1-6 til verdensetteren Iga Swiatek.
Nederlaget var dog ikke blot et spørgsmål om niveau, men i høj grad også om helbred.
Den danske tennisspiller var tydeligt mærket af sygdom og måtte flere gange modtage lægehjælp undervejs i kampen.
Efter kampen forklarede en tydeligt berørt Tauson, iført dynejakke, hvordan sygdommen havde sat ind allerede fredag, dagen før hendes opgør mod Elena Rybakina.
- Der vågnede jeg op med en rigtig øm hals og snot i næsen. Men mod Rybakina havde jeg det egentlig fint. Min næsespray gjorde, at jeg havde det fint. Men det er bare blevet værre de seneste to dage, sagde hun.
Fysisk og mentalt overmandet
Under kampen hostede og harkede Tauson sig igennem duellerne og var flere gange tydeligt frustreret.
Det var særligt i anden sæt, at hendes fysiske udfordringer for alvor kom til udtryk.
- Efter hver bold, hvor jeg har slået mere end tre slag, er jeg ved at dø, udtalte hun efterfølgende og tilføjede, at hun havde svært ved at trække vejret og derfor ikke kunne finde rytmen i sit spil.
Hun erkendte, at modstanden fra Swiatek blev for meget i hendes tilstand.
- Hvis man skal slå Iga, skal man være på 110 procent. I dag var jeg nok på 30 procent, sagde hun og forklarede, at Swiateks usikkerhed i kampens begyndelse hurtigt forsvandt, da hun fornemmede danskeren ikke kunne følge med.
Emotionel afslutning på stærk turnering
Da kampen var forbi, forlod Tauson banen synligt grædefærdig. Hun lagde ikke skjul på, hvor hårdt det havde været at måtte spille under så vanskelige vilkår.
- Det er hårdt at stå på banen til Wimbledon, ikke have det godt og ikke spille noget i nærheden af ens bedste spil i forhold til, hvordan jeg har spillet hele ugen, sagde hun og fortsatte:
- Hvis jeg havde det fint og ramte en dårlig dag, er det sådan, det er. Men det er ekstra hårdt at stå der og vide, at jeg ikke rigtig kunne gøre noget ved det.
Mest læste

Mest læste