Clara Tauson skrev tirsdag aften et nyt kapitel i sin karriere, da hun for første gang vandt en kamp i hovedturneringen ved
Wimbledon.
Efter tre tidligere forsøg uden held lykkedes det endelig for den 22-årige dansker at bryde igennem på græsset i London.
Det skete i en kamp, hvor hun i første sæt blev presset voldsomt af britiske
Heather Watson, men formåede at vende kampen og sikre sejren i tre sæt.
Det var en følelsesladet sejr for Tauson, som flere gange har kæmpet med at finde sig til rette på det hurtige underlag i All England Club.
Tirsdag fik hun dog vist, at hun har taget et vigtigt skridt i sin udvikling, og det mod en modstander, som har stor erfaring og føler sig hjemme på græs.
Vendte kampen efter dårlig start
Tauson tabte første sæt med 2-6 og havde svært ved at finde rytmen mod Watson, der spillede med stor selvtillid og tempo fra start.
Efter sættet forlod danskeren banen i flere minutter og vendte tilbage med en anden energi og tilgang til kampen.
Hun begyndte at spille mere aggressivt og fik styr på sin serv.
- Jeg føler, hun enten var verdens heldigste eller verdens bedste i første sæt, og jeg ramte ikke min forhånd, som jeg plejer, sagde Tauson til DR Sporten efter kampen.
- Jeg gik ind og prøvede at spille mere aggressivt i anden og tredje sæt, men det var også supervigtigt at holde serv.
Danskeren blev ikke brudt i kampens sidste to sæt og sikrede sig sejren ved at bryde Watson én gang i hvert sæt.
Med cifrene 2-6, 6-4, 6-3 kunne hun dermed notere sig sin første sejr i Wimbledon.
Første sejr på græs i grand slam
Tauson har i hele sin karriere kæmpet med at finde fodfæste på græsbaner, og sejren mod Watson var derfor et vendepunkt.
Hun gjorde det ovenikøbet mod en britisk modstander foran et hjemmepublikum og uden selv at have noget pres i forhold til ranglistepoint.
- Jeg har ikke noget tabe her. Jeg har ingen ranglistepoint at forsvare. Jeg har aldrig vundet en kamp her, sagde Tauson.
Hun forklarede, at nervøsitet er en fast følgesvend før kampene, men at hun havde besluttet sig for at spille frit og tage kampen til modstanderen.
I anden runde venter russiske Anna Kalinskaya, der er nummer 40 i verden-