gettyimages 2186431842

Har Rafael Nadal fået nyt job?

Tennisjun. 10 , 16:27
Den tidligere verdensetter Rafael Nadal ser ud til at forblive en aktiv del af tennisverdenen, selv efter sin officielle pensionering.
Siden han i oktober sidste år annoncerede sit farvel til professionel tennis, har spekulationerne stået på om, hvad fremtiden ville bringe for den 22-dobbelte Grand Slam-vinder.
Nu tyder det på, at han kan få en ny rolle ved det franske mesterskab, Roland Garros.
Nadal blev hædret under åbningen af dette års French Open i Paris, hvor han sammen med rivaler som Roger Federer, Novak Djokovic og Andy Murray deltog i en særlig ceremoni.
Her blev en plakette afsløret til ære for Nadal, som har vundet turneringen hele 14 gange.
Turneringens direktør, Amelie Mauresmo, fortalte i den forbindelse, at der er ønske om at fortsætte samarbejdet med Nadal.
Turneringen ønsker at fortsætte samarbejdet
Mauresmo forklarede, at både arrangørerne og Nadal selv har et fælles ønske om at bevare relationen, der har varet over to årtier.
- Det er nu et fælles ønske fra turneringen og Rafa at have en form for samarbejde. Vi har fokuseret på det, der skete i år med kommunikationskampagnen og hyldesten. Men vi vil genoptage vores drøftelser, så den historie, turneringen har haft med Rafa de seneste 20 år, kan fortsætte på en eller anden måde, udtalte hun.
Hvilken rolle Nadal eventuelt kan få, er endnu uvist.
Dog kan der være tale om enten en repræsentativ funktion, en ambassadørrolle eller en rolle i selve organisationen af turneringen.
I kraft af sin status og historik med Roland Garros vurderes Nadal at være en naturlig del af turneringens fremtidige profil og strategi.
Ny tilværelse uden daglig smerte
Nadal trak sig fra professionel tennis på grund af vedvarende skadesproblemer, som til sidst gjorde det umuligt for ham at konkurrere på højeste niveau.
I februar udtalte han, at han nyder sin nye tilværelse og for første gang i mange år er tæt på at være smertefri.
- Nu har jeg kun lette smerter. Jeg presser mig ikke. Jeg lever med meget lidt smerte, og det er vigtigt for mig, sagde han.
Han understregede samtidig, at han tager én dag ad gangen og endnu ikke har lagt en konkret plan for fremtiden.
- Jeg har respekt for, hvad forandringen indebærer, men jeg er meget glad i denne nye fase af mit liv. Der er mange ting, jeg skal vænne mig til, og på nogle områder skal jeg finde ud af, hvad der virkelig motiverer mig i det nye liv, forklarede Nadal.
Et tættere bånd til Roland Garros kan blive første skridt i den proces.
Mest læste