Rune holder kontakten med tennislegende.
Holger Rune holder stadig fast i samarbejdet med den tidligere verdensetter André Agassi, men amerikaneren bliver ikke en del af danskerens faste trænerteam.
Den 22-årige dansker havde i juli tre træningsdage sammen med Agassi, og de to har fortsat dialogen siden da.
På et pressemøde i New York forud for
US Open fortalte Rune, at samarbejdet primært har karakter af sparring på taktiske områder.
- Indtil videre har vi stadig kontakt. Vi har ikke lagt planer endnu for næste gang, vi skal se hinanden. Men han kommer ikke til at være en træner, der rejser med ud, sagde Holger Rune.
Agassi vandt i sin aktive karriere vandt otte grand slam-titler, og han bidrager ifølge Rune især med input til, hvordan man kan justere taktikken under kampene.
- Han er meget taktisk orienteret, og det er meget interessant, da det også er noget, Lars og jeg har arbejdet på. At holde sig til en taktik, men også at kunne ændre taktik under kampene, forklarede Rune.
Fokus på erfaring og viden
Samarbejdet med den tidligere verdensetter giver Rune indblik i, hvordan en spiller på højeste niveau tænker.
- Vi har haft en masse snakke både på og uden for banen, om hvordan han ser mit spil, og hvordan han synes, jeg skal spille, sagde danskeren.
Rune fortalte samtidig, at det er hans eget ansvar at sortere i de mange råd.
Han påpeger, at han får mange informationer, hvor han lige skal lære, hvilke han skal bruge sin energi på.
Agassi har tidligere været tilknyttet Novak Djokovic i 2017, men har senere gjort klart, at han ikke ønsker et fuldtidsjob som træner.
Åbenhed for yderligere tilføjelser til teamet
Selv om Rune i øjeblikket har Lars Christensen som hovedtræner, udelukker han ikke, at teamet kan blive udvidet på sigt.
- Jeg er ikke sikker på, hvad jeg leder efter endnu. Om det er én, der skal være fuldtid sammen med Lars. Det må vi se. Indtil videre synes jeg, at jeg er godt dækket ind i mit team, og vi arbejder godt sammen, sagde han.
Rune er seedet som nummer 11 ved US Open, hvor han indleder turneringen mandag mod hollænderen Botic van de Zandschulp.