Holger Rune

Holger Rune langer ud efter danskerne: "De går efter mig"

Tennisokt. 17 , 13:03
Den danske tennisstjerne fortæller om presset, truslerne og følelsen af at stå alene.
Holger Rune har netop spillet sig i kvartfinalen efter en sejr over Márton Fucsovics ved ATP-250 turneringen Stockholm Open.
Bag den stabile præstation gemmer der sig dog et mere alvorligt emne, da den 21-årige dansker i et interview med SpilXperten fortæller, at han gentagne gange har modtaget dødstrusler, senest efter nederlaget i Shanghai.
Det var en kamp, hvor Rune kæmpede med kramper og mistede grebet om spillet mod verdens nummer 204, Valentin Vacherot, som siden gik hen og vandt hele turneringen.
Hans mor og manager, Aneke Rune, forlod arenaen for at håndtere de mange grove beskeder på sønnens sociale medier.
Flere af truslerne kom fra personer, der havde tabt penge på kampen. Hun kaldte det “respektløst og ubehageligt” og forklarede, at det gik ud over hele familien.
Rune fortæller i interviewet, at truslerne er blevet et tilbagevendende problem:
- Der kommer en masse dødstrusler både til mig og familien. Jeg synes bare, det er vildt, at der findes folk, der kan finde på at skrive sådan noget.
Han siger, at han forsøger at ignorere beskederne, men erkender, at det ikke altid er let. Nogle episoder er endt med politianmeldelser, fordi tonen simpelthen har været for voldsom.
“De går efter den bedste atlet”
I sin forberedelse til Stockholm Open gjorde Rune det klart, at han føler sig mere overvåget end andre danske sportsnavne.
Han forklarede, at han ofte bliver udskældt for sin attitude, mens andre spillere slipper lettere.
Han sagde, at der i Shanghai var flere spillere, der reagerede følelsesmæssigt under kampene.
Alligevel er det ham, der ender i overskrifterne. Måske fordi dansk sport ikke har mange profiler på hans niveau.
Ifølge SpilXperten mener Rune, at danskerne “kan lide at gå efter den bedste atlet, og alt hvad han gør.”
Han har dog ikke tænkt sig at ændre sig for at tilfredsstille nogen:
- På en måde skal jeg være lidt forsigtig med, hvad jeg gør, men på den anden side er jeg bare mig selv, og det har jeg tænkt mig at blive ved med at være.
Følelser som en del af spillet
Inden sejren i Stockholm forklarede Rune, at han ikke ønsker at være en neutral spiller uden kant.
Han mener, at følelser hører med til sporten, og at det er en del af det, der gør tennis interessant:
- Følelser er gode at have. Hvis man skal blive virkelig interesseret i en spiller, så skal man kunne se, hvem han er. Ingen gider at se på en spiller uden personlighed.
Den danske stjerne understreger, at det overhovedet ikke handler om arrogance, men om viljen til at vinde.
Og med dagens kvartfinale i sigte i Stockholm er han fast besluttet på at lade sit spil tale for sig selv.
Mest læste

Loading