Holger Rune er presset på point og skal levere markante resultater i de sidste turneringer, hvis han vil sikre sig en plads ved sæsonfinalen.
Torsdag indleder Holger Rune sin kamp for at kvalificere sig til ATP-sæsonfinalen, når han træder ind i anden runde af ATP 250-turneringen i Stockholm.
Danskeren er topseedet og jagter 250 point, der kan holde liv i håbet om at slutte året blandt de otte bedste i verden.
Der resterer kun få turneringer i ATP-kalenderen, og to spillere har allerede sikret sig en plads ved sæsonfinalen.
Det drejer sig om Carlos Alcaraz og Jannik Sinner, mens resten af feltet stadig kæmper om de sidste seks pladser.
Rune er aktuelt nummer 12 på ATP-listen med 2490 point og har et godt stykke op til den nuværende ottendeplads, som indtages af Lorenzo Musetti med 3435 point.
Det betyder, at danskeren er afhængig af stærke præstationer i de kommende uger.
Flere turneringer på programmet
Rune er fortsat tilmeldt tre turneringer: ATP 250 i Stockholm, ATP 500 i Basel og ATP Masters 1000 i Paris.
Skulle det blive nødvendigt, har han også mulighed for at tilmelde sig ATP 250-turneringen i Metz i uge 45.
Turneringernes status angiver, hvor mange point der er på spil, og det er derfor realistisk at hente store point, hvis resultaterne flasker sig.
På nuværende tidspunkt har Rune kun fem point op til Casper Ruud på tiendepladsen. Da Jack Draper har trukket sig fra resten af sæsonen, er Rune reelt set nummer 11.
En plads som reserve til sæsonfinalen tildeles nummer ni og ti, men Rune vil sigte efter en direkte kvalifikation.
Danskeren har tidligere haft succes i sæsonens afsluttende fase.
Han har tidligere vundet i Stockholm og haft gode resultater i Basel med to semifinaler og en finale.
I Paris vandt han Masters 1000-turneringen i 2022 og har siden nået en kvart- og semifinale.
Fire kampe fra titlen i Stockholm
Rune valgte i sidste uge at tilmelde sig Stockholm-turneringen.
Til TV 2 Sport forklarede han, at turneringen længe har været en del af hans planer.
- Turneringen i Stockholm har hele tiden været på min ønskeliste i forhold til, hvad jeg gerne ville spille i år. Så jeg glæder mig til at komme tilbage, sagde han.
- Indendørssæsonen er ikke lang, og jeg kan godt lide at spille på indendørs hardcourt, lød det videre fra Rune i en SMS til TV2 Sport.
Han er direkte videre til anden runde, hvor han møder Marton Fucsovics.
I en potentiel kvartfinale venter enten Tomas Etcheverry eller Miomir Kecmanovic, mens semifinalen ser ud til at byde på en kamp mod Matteo Berrettini eller Ugo Humbert.
Hvis seedningerne holder, bliver det Casper Ruud, der står på den modsatte banehalvdel i finalen.
ATP Finals afholdes i Torino fra 9. til 16. november.