Holger Rune er videre til kvartfinalen ved
ATP 500-turneringen i Barcelona efter en stærk sejr over argentinske Sebastian Baez.
Danskeren måtte dog gribe dybt i værktøjskassen og kæmpe sig tilbage efter en skidt åbning på kampen, hvor Baez viste sig som den mest komfortable på grus.
Efter at have tabt første sæt 4-6, fandt Rune et højere niveau i både andet og tredje sæt, som han vandt overbevisende med henholdsvis 6-1 og 6-2.
Dermed er Rune klar til kvartfinalen, hvor han skal møde enten Hamad Medjedovic eller den norske rival Casper Ruud, der spiller senere onsdag.
Kampen mod Baez blev en opvisning i mental styrke og taktisk tilpasning.
Rune kom skævt fra start og blev hurtigt brudt, mens han aldrig tilspillede sig en breakbold i første sæt.
Argentineren, der før kampen havde vundet tre ud af fire tidligere møder med Rune på grus, udnyttede sin rutine og følte sig tydeligvis hjemme på underlaget.
Taktisk ændring vendte kampen
Men fra begyndelsen af andet sæt begyndte kampen at tippe.
Rune ændrede sin tilgang og begyndte at tage initiativet tidligere i duellerne, hvilket ifølge ham selv var afgørende for kampens udvikling.
- Jeg forsøgte at styre pointet tidligere, så han ikke kunne gøre det og få variationen med forhånden og stopboldene i spil, sagde Rune efter kampen.
Danskeren brød Baez’ serv tidligt i andet sæt og skabte et markant momentumskifte.
På trods af et kortvarigt comeback fra argentineren, der reducerede til 2-3 i tredje sæt, satte Rune sig igennem og sikrede sig sejren uden yderligere dramatik.
I alt brød Rune modstanderens serv fem gange i træk og dominerede særligt med variation i spin og boldhøjde, noget som Baez havde svært ved at håndtere.
- Han spillede virkelig godt. Jeg accepterede det, og han fortjente første sæt. Jeg spillede ikke dårligt, men jeg lod ham måske få lidt for mange muligheder, og det ændrede jeg fra start af andet sæt, sagde Holger Rune efter kampen, mens han fortsatte:
- Jeg måtte gribe muligheden for at gøre ondt på ham med forskellige spin og højde på boldene, og det gjorde jeg godt, synes jeg, siger danskeren.
Klar til kvartfinale – mulig revanche mod Ruud
Med sejren er Rune nu blandt de sidste otte spillere i Barcelona og har allerede sikret sig over en halv million kroner i præmiepenge.
Går han hele vejen, kan beløbet stige til næsten fire millioner kroner. Men vejen mod titlen bliver ikke let.
Hvis Casper Ruud slår Medjedovic senere i dag, venter et nyt opgør mellem to af Skandinaviens største profiler.
De to har mødt hinanden flere gange med blandede resultater.
- Jeg er virkelig stolt og glad over, at jeg kunne vinde i tre sæt, sagde Rune efter kampen og understregede, at han forventede en hård udfordring mod Baez, som han betegnede som en grusspecialist.
Danskeren ser nu frem mod fredagens kvartfinale med selvtillid og et stærkt comeback i bagagen.