holger rune tennis

Holger Rune parer op med Wimbledon-finalist: "Hun var ledig"

Tennisjul. 30 , 13:17
Holger Rune er i øjeblikket i gang med sin turnering ved ATP Masters 1000 i Toronto, hvor han er seedet som nummer fem.
Danskeren startede sin kampagne med en sejr over den franske servespecialist Giovanni Mpetshi Perricard, som han slog 7-6(7), 6-3 efter at have sendt 12 esser afsted og udnyttet en af sine tre breakbolde.
Efter sejren deltog Rune i et pressemøde, hvor han også blev spurgt ind til sit kommende samarbejde med Amanda Anisimova i mixed double ved US Open.
Her udtrykte han stor begejstring over, at turneringen i år har ændret formatet for mixed double.
- Det er en rigtig god idé, at US Open laver en mixed double-turnering på denne måde. For top singlerne er der normalt ikke mange, der spiller mixed double, fordi det ligger i anden uge, hvor man ofte har brug for mere hvile end at spille flere kampe. Jeg synes, det er sjovt, at det nu er lagt i optaktsugen, sagde Rune.
Team-up med Wimbledon-finalist
Den 22-årige dansker fortalte videre, hvordan samarbejdet med WTA-ranglistens nummer syv, Amanda Anisimova, kom i stand.
Amerikaneren nåede finalen i Wimbledon tidligere på sommeren, og Rune glæder sig til at stå på banen med hende.
- Amanda har spillet ekstremt godt på det seneste. Hun nåede jo finalen i Wimbledon. Hun var ledig, så jeg rakte ud, og hun var glad for at spille. Faktisk er jeg ikke engang helt sikker på, hvem der rakte ud til hvem, for det går gennem agenter og den slags, forklarede Rune og tilføjede:
- Jeg er super glad. Hun er en rigtig dygtig spiller og en meget flink person, så det bliver sjovt at dele banen med hende.
Fokus på både single og double
Inden makkerparret skal i aktion i New York, har Holger Rune dog sit fokus på Toronto, hvor han i tredje runde møder franske Alexandre Muller, der efter et comeback besejrede Miomir Kecmanovic.
Det bliver første gang, de to mødes på ATP-touren.
Amanda Anisimova befinder sig samtidig i Montreal, hvor hun skal spille sit første opgør ved WTA 1000-turneringen mod Lulu Sun.
Det bliver hendes første kamp siden nederlaget på 0-6, 0-6 til Iga Swiatek i Wimbledon-finalen.
Mest læste

Mest læste