Holger Rune

Holger Rune vil have indført ny regel efter umenneskelige forhold i Kina

Tennisokt. 06 , 7:54
Temperaturer på over 30 grader og høj luftfugtighed forvandlede søndagens kampe ved Shanghai Masters gør turneringen til et udmattende slid for spillerne.
Flere måtte have lægehjælp på banen, og nogle trak sig helt udmattede.
På tribunerne sad tilskuerne med vifter og små ventilatorer, mens spillerne svedte i solen. Kampene blev afviklet uden skygge på banerne, og pauserne gav kun kortvarig lindring.
Det var under disse forhold, at Holger Rune formåede at spille sig videre i turneringen, men han slap ikke for selv at blive ramt.
Midt i første sæt mod franske Ugo Humbert fik danskeren det så skidt, at han tilkaldte en læge.
- Jeg kæmpede en del, men det var i en begrænset periode. Derefter fik jeg det bedre. Lægen og fysioterapeuten sagde, jeg skulle trække vejret mere og den slags. Stor kredit til dem. De tog det roligt i den stressende varme, forklarede Rune til TV2 Sport efter sejren på 6-4, 6-4.
Vil have ændret reglerne
Den danske stjerne mener, at herrernes ATP Tour bør følge kvindernes WTA Tour, som giver spillerne ti minutters pause ved temperaturer over 30 grader.
Herrerne må i dag klare sig uden en sådan beskyttelse.
- Jeg vidste, hvad jeg gik ind til. Da jeg varmede op, kunne jeg mærke, at det blev varmt. Det ville det også blive for ham. Vi er begge fra Europa, så vi er ikke så vant til denne slags vejr, lød det fra Rune.
Han kritiserede de nuværende forhold efter en dag, hvor flere spillere kæmpede for at gennemføre deres kampe og efterlyste indførslen af en varmeregel.
Franske Arthur Rinderknech er ligeledes i aktion ved turneringen, og han beskrev forholdene som ”en kamp for at overleve”.
Han tilføjede, at det var svært at trække vejret på banen.
”Vaskeriregningen bliver stor”
Novak Djokovic var også mærket af forholdene og oplevede vejret som mere ekstremt end tidligere år i Shanghai:
- Det er sindssygt fugtigt, ærligt talt. Jeg kan ikke huske, at det har været så fugtigt i Kina. Jeg kan ikke mindes, hvornår jeg sidst spillede i sådan en luftfugtighed. Men det er, hvad det er… Det er i det mindste det samme for mig, min modstander og alle andre.
Han valgte at se det med et glimt i øjet:
- Man må bare acceptere det, håndtere det. Der er meget sved. Vaskeriregningen bliver ret stor i denne uge, men det er okay.
Djokovic vandt sin seneste kamp mod Yannick Hanfmann på trods af de ekstreme forhold, og han skal møde Jaume Munar i næste runde.
Holger Rune møder næste gang Giovanni Mpetshi Perricard, som slog Taylor Fritz ud i en kamp, der også var præget af varmen.
Prognoserne for de kommende dage lover temperaturer helt op til 34 grader med høj luftfugtighed, så udfordringerne ser ud til at fortsætte.
Mest læste

Loading