Holger Rune

Holger Runes opråb blev hørt: Nu træder ny tennisregel i kraft

Tennisdec. 16 , 10:50
En længe efterspurgt ændring bliver nu en realitet på ATP-Touren fra 2026-sæsonen.
En regel, der længe har været efterspurgt af flere spillere, bliver nu en del af ATP's officielle regelsæt fra og med 2026-sæsonen.
Det oplyser ATP i en pressemeddelelse på deres hjemmeside.
Den nye regel skal beskytte spillere, officials og andre involverede mod helbredsmæssige udfordringer ved ekstreme temperaturer.
Konkretisering af varmereglen
Konkret betyder det, at ATP fra næste sæson indfører en varmeregel, der træder i kraft, når den såkaldte Wet Bulb Globe Temperature (WBGT) overstiger bestemte grænseværdier.
Ved en temperatur på 30,1 grader eller højere under de første to sæt i en singlekamp, hvor der spilles bedst af tre, kan spillerne få en 10 minutters pause til afkøling efter andet sæt.
I denne pause må spillerne blandt andet skifte tøj, tage bad og få coaching, alt sammen under overvågning af ATP's sundhedspersonale.
Hvis WBGT overstiger 32,2 grader, bliver spillet afbrudt helt.
Dette bringer ATP's praksis i overensstemmelse med WTA's regelsæt, som allerede har en lignende ordning.
Ifølge ATP har formålet været at "styrke beskyttelsen af spillere, der konkurrerer under ekstreme forhold".
Reaktion på en varm 2025-sæson
Den nye regel kommer i kølvandet på en sæson, hvor flere spillere har været hårdt prøvet af varmen.
Ved ATP 1000-turneringen i Cincinnati i august måtte den franske spiller Arthur Rinderknech opgive at fuldføre en kamp, og i finalen blev Jannik Sinner også ramt af de høje temperaturer.
Så sent som i oktober oplevede Holger Rune problemer i Shanghai, hvor han under en kamp tilkaldte lægehjælp.
Her kom han med et opråb til organisationen:
- Hvorfor har ATP ikke indført en varmeregel, sagde Rune dengang.
I samme turnering i Shanghai måtte Jannik Sinner trække sig på grund af voldsomme kramper.
Disse episoder har været medvirkende til at øge presset på ATP om at tage stilling til varmesituationen på touren.
Udover spillerne skal reglen også forbedre forholdene for tilskuere, boldbørn og turneringspersonale.
Mest læste

Loading