Iga Swiatek har været med i et afsnit af Netflix-serien 'Break Point', men var ikke tilfreds med det endelige resultat. Tennisstjernen Iga Swiatek har indrømmet, at hun ikke er tilfreds med, hvordan Netflix har redigeret hendes afsnit af serien 'Break Point'.
Verdensetteren var med i et af de afsnit, der blev frigivet kort tid før årets Wimbledon. Hun har angiveligt ikke planer om at deltage igen, efter at have beklaget sig over noget, som Netflix har udeladt.
Swiatek var en blandt flere store stjerne, der medvirkede i den seneste omgang af Netflix-serien 'Break Point'. I afsnittet kan man følge hendes vej mod sejren ved US Open sidste år.
Men hun har nu afsløret, at kameraholdet var med forskellige andre steder i løbet af året. Blandt andet var de med ved hendes velgørenhedsturnering til fordel for Ukraine, men optagelserne herfra er blevet udeladt.
"Jeg synes, det er fantastisk, at vi har sådan noget i tennis," sagde hun om 'Break Point' ifølge Express.
"På den anden side, når vi ser showet, ved vi nogle gange lidt mere. Og vi ved, at dette også er et show for folk, der ikke ved meget om tennis."
Hun forklarede, at hun forstår beslutningen, men alligevel var hun ked af at se, at de havde udeladt optagelserne fra hendes velgørenhedsturnering.
"Jeg forstår godt, hvorfor de laver sådan noget. Men der var nogle ting, jeg gerne ville have med. For eksempel turneringen i Krakow, men det var den ikke," sagde hun.
"Så det var lidt trist for mig. Men alt i alt, var det en god oplevelse, og jeg lærte meget om mig selv."
I juli sidste år arrangerede Swiatek en turnering ved navn 'Iga Swiatek og venner for Ukraine'. Her fik hun selskab af andre store stjerner, som var med til at samle hele 422.000 pund ind til fordel for Ukraine. Det svarer til ca. 3,6 millioner kroner.