Fredagens semifinale i
Wimbledon mellem
Novak Djokovic og
Jannik Sinner er turneringens hidtil mest ventede kamp.
Italienske Jannik Sinner fører indbyrdes opgør med 5-4 mod Novak Djokovic efter at have vundet de seneste fire møder.
Det seneste fandt sted ved French Open i juni, hvor Sinner besejrede Djokovic i tre sæt med cifrene 6-4, 7-5, 7-6(2).
Den italienske verdensetter jagter sin første Wimbledon-titel, mens Djokovic går efter at tangere rekorden med otte triumfer på græsset i London.
I kvartfinalerne spillede Sinner sig videre med en sejr over amerikaneren Ben Shelton på 7-6(2), 6-4, 6-4.
Senere samme dag slog Djokovic italieneren Flavio Cobolli i fire sæt med cifrene 6-7(6), 6-2, 7-5, 6-4.
Djokovic: “Det motiverer mig at konkurrere med de unge”
Efter sejren over Cobolli udtalte Novak Djokovic på banen:
- Det betyder alverden for mig, at jeg som 38-årig stadig kan spille med i slutfaserne af Wimbledon. At konkurrere med unge spillere som Cobolli får mig til at føle mig ung. Jeg nyder at løbe og glide rundt på banen.
På pressemødet efter kampen uddybede han:
- Jeg lavede ikke sjov. Det er fakta. Jeg er væsentligt ældre end dem. Det motiverer mig at se, hvor langt jeg stadig kan gå og holde trit med de bedste, siger serberen.
- Jeg tabte i tre sæt til Jannik i semifinalen ved Roland Garros. Jeg synes, jeg spillede solidt, men han var bedre i de vigtige øjeblikke. Det her er endnu en chance. Det betyder mest for mig at være i de afgørende kampe ved Grand Slams og spille mod verdens bedste.
Han pegede også på Sinner og Carlos Alcaraz som nutidens toneangivende herrer i tennisverdenen.
Sinner: “Jeg føler mig mere moden end tidligere”
Jannik Sinner ser frem til endnu et møde med Djokovic, som han har mødt ni gange tidligere.
- Mig og Novak kender hinanden godt, fordi vi har spillet en del. Så vi ved, hvad der virker, og hvad der ikke gør. Men jeg har aldrig slået ham her i Wimbledon, så det bliver en meget, meget hård udfordring, sagde han efter sin kvartfinalesejr.
Sinner reflekterede også over sin udvikling siden Wimbledon 2023, hvor han tabte til netop Djokovic i semifinalen.
- Dengang var mange ting anderledes for mig. Nu føler jeg mig mere tryg og selvsikker før kampene. Men jeg ved også, at jeg skal blive ved med at arbejde hårdt, for nye spillere kommer frem, siger verdensetteren.
- Det stopper aldrig, og det er spændende. Jeg tror, jeg er blevet en anden spiller og en anden person. Forhåbentlig også mere moden.”