novak djokovic davis cup 2023

Novak Djokovic indrømmer: "Stadig hjemsøgt af 'rædsler' fra min barndom"

Tennisokt. 22 , 9:49

Djokovic fortæller om sin tragiske barndom i det krigsramte Serbien

Novak Djokovic har givet et følelsesladet interviews, hvor han åbenhjertigt taler om smerten fra sin barndom, som stadig hjemsøger ham den dag i dag, skriver Tennis365.

Djokovic voksede op i det krigshærgede Beograd, hvor bomberne faldt omkring ham. Disse traumatiske oplevelser har efterladt sig dybe ar i hans sind, og i et interview med La Nacion fortæller den 24-dobbelte Grand Slam-mester, at minderne fra hans barndom ofte vender tilbage.

"Det er frygten for det ukendte. Ikke at vide, om den næste bombe rammer dig," siger Djokovic, når han reflekterer over sine tidligste minder. "Hver nat blev vi vækket af alarmer og sirener, når flyene nærmede sig."

"Mor var bevidstløs"

Han beskriver en særligt skræmmende nat, hvor hele familien måtte søge dækning i kælderen:

"Jeg husker en nat, hvor min mor i mørket slog hovedet mod radiatoren og blev bevidstløs. Det var klokken 3 om natten, og min far stod med min bevidstløse mor. Jeg var 12 år, mine yngre brødre var 8 og 4, og vi græd alle sammen. Der var total panik, men det styrkede os som familie og som mennesker."

Djokovic understreger også, at krigserfaringerne har formet ham som person, men han gør det klart, at ingen bør opleve en krig for at udvikle mental styrke:

"Når jeg ser krige i andre dele af verden, kan jeg ikke forstå det. Jeg har selv levet i en krig. Min by blev bombet dag og nat i to og en halv måned. Det var et mareridt. Det værste, man kan opleve."

For Djokovic handlede barndommen i høj grad om at vokse op hurtigt. Som den ældste søn måtte han tage et ansvar, der normalt ville ligge hos en voksen:

"Min far talte til mig som en voksen: 'Du skal gøre det her, tage dine brødre derhen, gå herhen.' Det var krig. Alle var bange, alle skreg, og jeg var bare nødt til at træde til."

"Det er den værste følelse"

Djokovic husker sin 12-års fødselsdag, hvor han oplevede et fly affyre raketter på en militærbase i nærheden:

"Jeg var på tennisbanen, og pludselig begyndte alarmerne at gå. Jeg så et fly affyre raketter over militærbasen, men også over hospitaler, skoler og broer."

Han beskriver følelsen af magtesløshed som den værste:

"Du kan ikke gøre noget. Det er den værste følelse – frygt. Du har ingen kontrol, ingen magt, og når som helst kan noget stærkere udslette dig."

Mest læste