Novak Djokovic har tilbragt over 400 uger som verdensetter og har i årevis defineret toppen af herretennis.
Men nu, hvor han er 37 år og i karrierens efterår, ændrer målene sig. Efter sin sejr i tredje runde ved Miami Open understreger serberen, at det ikke længere er verdensranglistens top, han jagter – det er de store titler, der tæller.
- Hvis det [at blive nummer ét] kommer som en konsekvens af store resultater og titler, jeg vinder i løbet af en sæson, så er det fantastisk. Men det er ikke mit mål, sagde Djokovic til pressen efter sin 6-1, 7-6(1)-sejr over argentinske Camilo Ugo Carabelli søndag.
Sejren markerede hans 411. kampsejr i ATP Masters 1000-serien, hvilket er rekord – og han nærmer sig nu milepælen med 100 titler i karrieren. Kun to mænd har flere: Jimmy Connors med 109 og Roger Federer med 103. Djokovic sidder pt. på 98.
Men det er ikke jagten på rekorder alene, der driver ham.
- Mit mål er at spille min bedste tennis ved Grand Slams og de turneringer, jeg deltager i. Min kalender er blevet tilpasset, så jeg jagter ikke point længere, forklarede han.
Djokovic erkender, at tingene har ændret sig markant i forhold til tidligere i karrieren:
- Det er anderledes nu end for nogle år siden – eller faktisk det meste af min karriere. Jeg er gladere for at vinde en Grand Slam eller en stor turnering end at blive nummer ét. Det er vigtigere for mig nu.
Spørgsmålet om titlerne – og især chancen for at tangere eller slå Jimmy Connors' rekord – blev også vendt. Djokovic viste både respekt og realisme:
- Det ville være fantastisk at nå den rekord. Connors er en, jeg virkelig beundrer og respekterer. Han har altid været meget støttende offentligt, og det sætter jeg pris på. Men det er nok mere udfordrende nu for mig end for nogle år siden.
- Jeg tager det skridt for skridt. Jeg ved ikke, hvor længe jeg kommer til at konkurrere endnu. Men jeg nyder det stadig, når jeg spiller godt, sagde han og antydede, at så længe glæden ved spillet er der, er han ikke færdig.
Selvom han aktuelt ligger nummer fem i verden, er Djokovic stadig en seriøs udfordrer i de store turneringer – og når Grand Slams begynder, er han næsten altid blandt favoritterne.