Novak Djokovic: "Tennis gør mig stadig glad"
Der er stadig gnister at spore – men kun under helt særlige betingelser, siger han selv.
Efter et par sløje uger på touren, hvor nederlagene havde stået i kø, var der ekstra opmærksomhed på Novak Djokovic, da han trådte ind på banen ved Miami Open.
Serberen har haft en lunken start på 2025-sæsonen, og da han senest tabte til Botic van de Zandschulp i Indian Wells, begyndte kritikerne for alvor at stille spørgsmål ved, om hans karriere var ved at være slut.
Læs mere
Men i opgøret mod australieren Rinky Hijikata viste Djokovic, at han stadig har noget at byde på.
Med en overbevisende sejr på 6-0, 7-6(1) brød han en tre kampe lang nederlagsrække – og det på en bane, han ikke havde sat fod på siden 2019.
Særligt i det første sæt lignede han sig selv: Fokuseret, klinisk og teknisk overlegen.
”Det var fejlfrit i halvandet sæt,” lød det fra Djokovic til Tennis Channel.
Han pegede på boldskiftet efter syv partier som et vendepunkt, hvor Hijikata begyndte at finde sin rytme.
Men Djokovic holdt hovedet koldt – og vigtigst af alt, han fandt glæden ved spillet igen.
Mere end bare resultater
Midt i kampen om point og prestige er det tydeligt, at Djokovic i stigende grad kæmper med at finde motivationen uden for Grand Slam-turneringerne.
Med sin 38-års fødselsdag i horisonten er han blevet mere åben omkring de fysiske og mentale krav, som tennislivet indebærer.
Ifølge Tennis365 er det netop følelsen af stadig at kunne præstere mod de bedste i verden, der driver ham til at fortsætte.
Og den følelse vendte tilbage i Miami. Efter nederlagene i Doha og Indian Wells brugte han to uger sammen med sin træner, Andy Murray, på at justere spillet og genfinde energien.
”Jeg lagde mange timer i arbejdet, og det kunne jeg mærke derude,” sagde Djokovic.
Hans serv fungerede, returneringerne sad som de skulle, og selv da kampen bølgede, havde han overtaget.
Det handler ikke kun om titler længere – det handler om at mærke, at kroppen stadig kan, og at sindet stadig vil.
Glæden som drivkraft
Djokovic har ikke længere behov for at bevise noget.
Hans meritter taler for sig selv: over 180 millioner kroner i præmiepenge, 24 Grand Slam-titler og en plads i historiebøgerne som en af de største nogensinde.
Men alligevel fortsætter han. Ikke af pligt, men af passion.
”Hvis jeg spiller som mod Hijikata, så føler jeg glæde på banen, uanset hvor jeg er,” sagde han efter sejren.
Og netop den glæde er hans største våben i disse år. Det er den, der får ham til at stå op om morgenen, snøre skoene og konkurrere mod yngre, sultne spillere.
Så længe kroppen tillader det – og så længe smilet stadig sniger sig frem efter en vundet duel – vil Djokovic være at finde i kulissen af de største turneringer.
Ikke nødvendigvis som favoritten, men som manden, der aldrig helt er færdig.
