Publikum fik en oplevelse, der strakte sig ud over tennisens rammer.
Daniil Medvedev var klar over, at han stod til en alvorlig bøde, da han tabte sin åbningskamp ved
US Open mod
Benjamin Bonzi.
Først blev en fotograf fejlagtigt ledt ind på banen, hvilket skabte en pause på flere minutter, og siden udløste en afgørelse fra dommeren en ophidset reaktion fra Medvedev.
Da franskmanden til sidst lukkede opgøret med cifrene 6-3, 7-5, 6-7(5), 0-6, 6-4, stod Medvedev tilbage som taber allerede i første runde for tredje Grand Slam i træk.
Den russiske spiller slog sin ketsjer gentagne gange mod stolen og indledte et skænderi med dommeren.
Beløb og sanktioner
Nu er straffen faldet, og den tidligere verdensetter skal af med i alt 297.500 kroner.
Beløbet dækker over to bøder, da han skal 87.500 kroner for ødelæggelse af udstyr og 210.000 kroner for usportslig opførsel.
Ifølge Tennis365 udgør bøden omkring 38 procent af de 770.000 kroner, han tjener på sin deltagelse.
Selv for en spiller i den størrelsesorden er det et beløb, der kan mærkes.
Samtidig understreger det, hvor hårdt turneringen straffer adfærd, der bryder reglerne.
Medvedev selv afstod fra at kommentere sagen i detaljer efter kampen med ordene:
- Jeg får allerede en stor bøde, og hvis jeg taler, kommer jeg i større problemer.
Ikke den største i historien
Selv om beløbet virker voldsomt, er Medvedevs bøde langt fra den største, der er givet ved US Open.
Novak Djokovic mistede i 2020 hele 1,2 millioner kroner, da han blev diskvalificeret efter at have ramt en linjedommer med bolden.
Serena Williams blev i 2009 pålagt en samlet sanktion på 1,3 millioner kroner, og Fabio Fognini nåede op på 720.000 kroner i alt efter sit optrin i 2017.
I den sammenhæng placerer Medvedevs bøde sig kun som den fjerdehøjeste i turneringens historie.
Den tidligere verdensetter har ikke vundet en turnering siden Rome Masters i 2023, hvor han slog Holger Rune i finalen.