jannik sinner

Sinner åbner op om dopingpause: ‘Måtte ikke engang gå til fodboldkamp’

Tennismaj 05 , 22:11
Efter tre måneders ufrivilligt fravær er Jannik Sinner tilbage.
Det skete med et følelsesladet pressemøde i Rom, hvor verdensetteren for første gang åbnede op om den periode, der midlertidigt kastede skygger over en ellers glitrende karriere.
Den 23-årige italiener er igen klar til at konkurrere på ATP-touren og lægger ud på hjemmebane ved Italian Open – men bag det smilende ydre gemmer der sig en svær tid, præget af isolation og afsavn.
Sinner blev i februar 2025 suspenderet efter to positive dopingprøver på stoffet clostebol – et anabolsk steroid, som WADA klassificerer som forbudt.
Han formåede dog at overbevise International Tennis Integrity Agency (ITIA) om, at der var tale om kontaminering og ikke forsætligt misbrug.
Han blev i første omgang frifundet for skyld og forsømmelse, men sagen blev genoptaget af WADA, hvilket førte til den endelige tre måneders karantæne.
Den blev effektueret fra 9. februar og frem til den 4. maj.
Måtte ikke gå til sportsbegivenheder
I sin pressekonference fortalte Sinner ærligt om de mentale udfordringer ved ikke blot at være væk fra konkurrencer, men også fysisk adskilt fra sportsverdenen.
- Det sværeste øjeblik var starten. Jeg ved ikke hvor mange der ved det, men jeg måtte ikke overvære nogen sportsbegivenheder – jeg måtte ikke tage på stadion og se en fodboldkamp eller følge mine venner til cykelløb. Det var det hårdeste, sagde han.
Italieneren, som i januar vandt Australian Open og dermed sin tredje Grand Slam-titel, har ikke spillet en officiel kamp siden den triumf.
Trods den lange pause ligger han fortsat nummer ét på verdensranglisten og er nummer fire i ATP’s løb mod sæsonfinalen i Torino – et vidnesbyrd om det forspring, han havde opbygget.
Målet er klart for Italian Open
Selvom han nu træner frit og har kunnet benytte officielle tennisanlæg siden midten af april, indrømmer Sinner, at han ikke har de store forventninger til Italian Open.
- Målet er Paris. Jeg er ikke her for at slå nogen, men bare for at komme igennem første runde og så tage den derfra. Det er svært at finde rytmen igen, lød det fra en nøgtern Sinner.
Han forventes dog hurtigt at finde tilbage til topform – ikke mindst med tanke på, hvor stærkt han åbnede 2025.
Bookmakerne ser ham stadig som en af de største favoritter til at tage titlen ved Roland Garros senere i maj, hvor han vil forsøge at vinde sin fjerde Grand Slam.
Sinners første kamp efter karantænen bliver i anden runde af Italian Open, hvor han møder enten den italienske teenager Federico Cina eller argentinske Mariano Navone.
Mest læste