Holger Runes Wimbledon-eventyr 2025 fik en brat og skuffende afslutning allerede på turneringens første dag. Den 22-årige dansker led et dramatisk nederlag i første runde til verdens nummer 143 Nicolas Jarry efter at have smidt en 2-0-føring i sæt.
Med kampen tilsyneladende under kontrol mistede Rune grebet, da han tabte de tre sidste sæt og røg ud af den traditionsrige turnering i London.
Kampen markerer ikke blot et enkeltstående nederlag, men en forlængelse af en tendens. I over et år er det ikke lykkedes Rune at nå længere end fjerde runde i en Grand Slam-turnering.
Han har tidligere sagt, at det er hans drøm at vinde Wimbledon, men turneringen endte altså med endnu en skuffelse for danskeren.
Undervejs i opgøret mod Jarry måtte han tage en medical timeout for behandling af et knæproblem, men spillede videre.
- Alligevel blev det aldrig rigtig godt, forklarede han selv efter kampen.
"Der skal ske noget nu"
TV2 Sports tennisekspert
Peter Bastiansen er både frustreret og bekymret for Runes udvikling.
Han mener, at den unge dansker bør stoppe op og tage et grundigt kig på sin nuværende situation både fysisk og mentalt.
Ifølge TV2 vurderer Bastiansen, at Runes mentale kollaps i kampen ikke kan forklares med en øm krop alene:
– Han faldt fuldstændig sammen og virkede helt demotiveret. Jeg kan simpelthen ikke forstå det. De her kollaps sker i tide og utide, og det er bare ikke godt nok i verdens største turnering.
Rune selv pegede på knæproblemerne som årsag, men det har ikke overbevist eksperten:
– Når man har tabt, må man tage det som et mandfolk og sige, at man havde en lortedag. Men der er altid et eller andet galt, og det er han simpelthen for dygtig en spiller til.
Holdet må granske
Samarbejdet med træner Lars Christensen har været oppe at vende, men Bastiansen afviser, at skylden ligger hos trænerstaben.
Han påpeger, at Rune og Christensen kender hinanden ud og ind og har et klart aftalt samarbejde. Det er derfor hos Rune selv, at ansvaret ligger:
– Der er kun én her, der bærer skylden, og det er Holger selv. Han levede simpelthen ikke op til det niveau, som vi ved, han har.
Fysikken har været en tilbagevendende udfordring i 2025, hvor skader og sygdom har præget danskerens sæson.
Derfor mener Bastiansen, at Rune må tage en seriøs snak med sit team og overveje en ændring i sin tilgang:
– Det kan ikke fortsætte, som det har gjort. Vi har behov for en Holger, der er i topform og leverer. Det er efterhånden længe siden, vi har set det.
Holger Runes næste store mulighed for at vende udviklingen bliver
ATP 1000-turneringen i Toronto om cirka en måned.