Team Jumbo-Visma meddeler, at en af deres ryttere er blevet testet positiv for doping. Jonas Vingegaard blev stillet utallige spørgsmål om doping under dette års Tour de France. Det er dog ikke ham, der har afleveret en positiv test.
Derimod er der tale om tyske
Michel Hessmann, der blandt andet være en del af Jumbo-Vismas hold under årets Giro d'Italia.
Efter at være blevet informeret om den positive dopingprøve, har Jumbo-Visma naturligvis besluttet at suspendere den tyske cykelrytter.
Dette har det hollandske hold afsløret i et opslag på det sociale medie X.
"Det drejer sig om en kontrol uden for konkurrence 14. juni i Tyskland. Det påviste stof er vanddrivende medicin," skriver holdet i deres opslag, og fortsætter:
"Vi afventer resultaterne af yderligere undersøgelser. Michel er indtil videre suspenderet af holdet."
Dette betyder, at der endnu ikke er blevet truffet en endelig afgørelse om, hvorvidt Hessmann skal udelukkes fra cykelløb. Bliver han det, vil hans suspendering naturligvis også blive opretholdt.
Den 22-årige tyske rytter har været professionel siden 2022, hvor han overgik til en professionel kontrakt. Inden da kørte han for deres udviklingshold.
I år har han deltaget i flere store løb. Blandt andet var han med, da Primoz Roglic tidligere på året vandt Giro d'Italia. Derudover har han også deltaget i Tjekkiet Rundt og Liège-Bastogne-Liège i år.
Han kørte sig til en samlet 14.-plads ved de tyske mesterskaber i juni, og så sent som den 6. august kørte han for Tysklands landshold ved VM i linjeløb.
Han har kontrakt med Jumbo-Visma til udgangen af 2024. Suspenderingen får ikke konsekvenser for Vingegaard og Roglic, der senere på måneden skal køre Vuelta a España.
Det skyldes, at Hessmann ikke har været udtaget til at køre med i det spanske etapeløb. Den officielle trup er ikke meldt ud endnu, men store navn som Sepp Kuss og Robert Gesink forventes at være med.