Primoz Roglic er fortid hos Jumbo-Visma, og det har tvunget det hollandske hold til at lave ændringer. Jumbo-Visma har ikke planer om, at danske Jonas Vingegaard skal køre Giro d'Italia næste år. Derimod vil det hollandske hold sende en række af deres unge talenter afsted.
Det fortæller holdets sportsdirektør Merijn Zeeman i podcasten 'Met open vizier'.
"Vi sender vores yngre talenter til Giroen. Sidste sæson kunne vi vinde de tre store etapeløb, fordi vi planlagde Primoz Roglics fokus på Giroen og Jonas Vingegaards deltagelse i Tour de France forskelligt. I sidste ende var det ikke vores mål at vinde dem alle tre," siger han.
Roglic er et emne, de kommer ind på flere gange i podcasten. Her fortæller Zeeman, at der er både fordele og ulemper forbundet med, at han har forladt holdet.
"Jeg håber at kunne erstatte Primoz, selvom der i øjeblikket ikke er en klar erstatning. Uden Primoz er der færre vanskelige samtaler, diskussioner og valg i trænergruppen. På den anden side var han så krævende, at han løftede holdet til et højere niveau," siger han.
Desuden fortæller han også, at det ikke er uden grund, at han vil sende talenter til Italien. Derimod ønsker han, at der skal være en intern konkurrence på holdet, hvorfor der også bliver lagt pres på Vingegaard.
"Vi skal sikre, at der er konkurrence nedefra. Så Jonas (Vingegaard, red.) kan miste sin plads, hvis han præsterer dårligt. Hvis alt er for let, vil der før eller siden opstå problemer," lyder det.
I podcasten kommer han ikke nærmere ind på, hvem der bliver sendt til Giro d'Italia. Derfor kommer dette næppe frem, før Jumbo-Visma officielt præsenterer deres hold til den italienske Grand Tour.