Et forspring af den størrelse, vi ser i øjeblikket, er sjældent i moderne Formel 1.
McLaren står på tærsklen til noget historisk, for efter 15 løb af årets Formel 1-sæson har holdet allerede 584 point, hvilket er 324 mere end Ferrari på andenpladsen.
Mercedes følger med 248 point, mens Red Bull blot har 214.
I alt er der stadig 432 point at køre om. Forspringet er dog så stort, at det i realiteten kun handler om, hvor hurtigt McLaren kan lukke sækken.
I Baku den 21. september kan mesterskabet reelt blive afgjort.
For at gøre det skal McLaren udbygge forspringet til mindst 346 point, og den mulighed er realistisk, hvis Ferrari ikke scorer højt.
En dobbelt McLaren-sejr vil matematisk set gøre det umuligt for rivalerne at indhente dem.
Det ville i givet fald være første gang siden 1988, at et hold sikrer sig konstruktørernes titel med syv løbsweekender tilbage.
Tallene peger mod en tidlig afgørelse
De seneste måneder har været en ren opvisning i stabilitet.
Tolv grandprix-sejre og syv dobbelte McLaren-podieplaceringer er sæsonens facit, selv om
Lando Norris måtte udgå sent i Zandvoort.
Selv hvis Ferrari skulle overraske med en sejr i Aserbajdsjan, kan afgørelsen kun skubbes til Singapore, hvor McLarens mesterskab vil være næsten uundgåeligt.
McLaren står dermed med chancen for at bryde Red Bulls rekord fra 2023, hvor mesterskabet blev vundet med seks løb tilbage.
Et scenarie, der understreger, hvor overlegne de papayafarvede biler har været i år.
Rekorder inden for rækkevidde
Udover at kunne sikre det tidligste mesterskab i årtier har McLaren mulighed for at skrive sig ind i rekordbøgerne på flere fronter.
Med 25 podieplaceringer allerede er Mercedes’ rekord på 33 fra 2016 i fare.
Ligeledes er Red Bulls rekord på flest point i én sæson fra 2023 (860 point) truet, da McLarens nuværende snit peger mod, at de kan runde de 900 point.
Teamchef Andrea Stella fremhævede forleden betydningen af holdets kontinuitet:
- Vi har to kørere, der konstant leverer på højeste niveau. Det giver os en stabilitet, som er afgørende, når mesterskabet skal afgøres tidligt.
Hvis Max Verstappen vil gøre sig håb om at blive verdensmester igen, er det ikke engang nok for ham at vinde de resterende løb i sæsonen.
Det skal også pludselig gå voldsomt ned ad bakke for de to McLaren-kørere, og det tog er vist for længst kørt.