George Russell

George Russell langer ud efter sin "dødlangsomme" Mercedes

Formel 1maj 19 , 14:14
Der var ikke meget at fejre hos Mercedes i Imola, og George Russell holdt sig ikke tilbage, da han skulle sætte ord på weekendens begivenheder.
Søndag i Imola bød umiddelbart på håb om et godt løb for George Russell.
Den britiske Mercedes-kører havde kvalificeret sig som nummer tre og kom flot af sted fra linjen, hvor han håbede, at Oscar Piastri ville lukke af for Max Verstappen.
Men det skete ikke. I stedet blev Russell klemt i indgangen til Tamburello-chikanen, og herfra gik det kun én vej.
Han formåede kortvarigt at holde Lando Norris bag sig, men det krævede mere af dækkene end forventet.
Allerede få omgange inde begyndte de mediumbløde dæk at tabe pusten, og Mercedes valgte derfor at sende Russell tidligt i pit. Den beslutning skulle vise sig at koste dyrt.

<i>George Russell sætter ord på sine frustrationer.</i>

Resten af feltet ventede nemlig med deres stop, og da Esteban Ocon senere udgik med tekniske problemer, fik flere konkurrenter en gratis pitstop-mulighed under den virtuelle Safety Car.
Russell faldt tilbage og sluttede til sidst på syvendepladsen. Det var første gang i sæsonen, at han sluttede uden for top fem, og han lagde ikke skjul på sin utilfredshed med bilen.

Varmen blottede bilens svagheder

- Vi var ikke uheldige. Vi var bare dødlangsomme, udtalte Russell til Sky Sports F1 efter løbet.
Han påpegede, at teamet længe har haft problemer i forbindelse med temperaturstigninger:
- Når det er varmt, er vi langsomme. Når det er koldt, er vi hurtige. Det er tydeligt, og vi har prøvet alt med opsætningen, men der er noget fundamentalt galt med bilen.
Russell bemærkede allerede problemer på opvarmningsomgangen til gridden. Han følte, at noget var galt og meldte det ind til ingeniørerne, men de kunne ikke finde noget fysisk galt i bilen.
Den ubehagelige følelse fortsatte gennem samtlige 63 omgange, og frustrationen blev kun større, da han efter løbet vurderede, at Mercedes ganske enkelt havde haft én af deres værste dage i nyere tid.

Antonellis hjemmebane endte i skuffelse

Hvis det var slemt for Russell, var det meget værre for teamkammeraten Andrea Kimi Antonelli.
Den 18-årige italiener havde set frem til sit første Formel 1-løb foran hjemmepublikummet, men han måtte udgå med tekniske problemer.
Efter få omgange opstod der en fejl i gashåndteringen, som til sidst blev så alvorlig, at bilen ikke længere kunne køre.
- Jeg havde store forventninger, men efter et par omgange begyndte problemet med speederen, og til sidst forsvandt den helt, sagde Antonelli.
På trods af skuffelsen mente han, at farten mod slutningen ikke havde været helt håbløs.
Mercedes kæmper fortsat med at finde løsninger, især under varme forhold, og den tyske fabrik må finde en løsning, hvis Russell og Antonelli skal kunne kæmpe med om sejren.
Mest læste