En episode i løbets afgørende fase har sat gang i debatten, og George Russell lægger ikke fingrene imellem i sin vurdering af situationen. Det spanske Grand Prix vil næppe blive glemt foreløbigt af George Russell og
Max Verstappen, som kolliderede i løbets afgørende fase.
For Verstappen blev løbet i Barcelona et mareridt, hvor han gik fra en mulig podieplacering til en tiendeplads og en ny omgang kritik.
Episoden ved sving 5, hvor han ifølge dommerne først lod Russell passere for så at accelerere og ramme ham udløste en straf på 10 sekunder og tre strafpoint, som nu bringer ham op på 11. Ét fra en løbsstraf.
"Det giver ingen mening"
Ifølge BBC sagde Russell efter løbet, at Verstappen “svigtede sig selv” ved at gøre, som han gjorde.
Mercedes-køreren påpegede, at det ikke blot var unødvendigt, men også risikabelt.
– Det er fuldstændig meningsløst at køre ind i nogen og risikere at ødelægge sin egen bil, lød det fra Russell.
Englænderen understregede dog samtidig, at han godt kunne leve med resultatet, fordi han selv profiterede af situationen.
Verstappen reagerede med en sarkastisk bemærkning om, at han ville tage lommetørklæder med næste gang og gjorde det klart, at han ikke fortrød noget.
– I livet skal man ikke fortryde for meget. Man lever kun én gang, lød det tørt fra
Red Bull-køreren.
En sæson i fare
Verstappen lå før løbet i tæt kamp med McLarens Oscar Piastri i VM-stillingen, men efter episoden i Barcelona er han nu hele 49 point efter.
Tidligere på sæsonen har hollænderen hentet to sejre på stærke præstationer i Japan og Imola, men i Spanien var han tydeligt frustreret, både over bilens performance og løbets udvikling.
– Max er en fantastisk kører, og mange ser op til ham. Det her burde ikke ske igen og igen, lød det fra Russell, der dermed satte ord på en kritik, der har været oppe før.
Verstappen skal nu undgå strafpoint i både Canada og Østrig, hvis ikke han vil se sig selv tvunget ud i en ufrivillig pause midt i mesterskabskampen.