Jack Doohan

Jack Doohan raser: "Hold op med at chikanere min familie"

Formel 1‱maj 20 2025, 9:59
NÄr motorsportens rampelys rammer familien, kan det fÄ konsekvenser. Jack Doohan har fÄet nok.
Australske Jack Doohan er for nylig blevet degraderet til reservekÞrer hos Alpine i Formel 1, men nu har han sat ord pÄ en situation, der har fÄet hans frustration til at ramme kogepunktet.
Det handler hverken om en fejlslagen kvalifikation, et sammenstÞd pÄ banen eller en intern konflikt pÄ teamet.
Det handler til gengĂŠld om hans familie og om grĂŠnseoverskridende chikane, der udspringer af noget, der ved fĂžrste Ăžjekast kunne ligne en harmlĂžs joke.
Forleden dukkede der et manipuleret billede op pÄ de sociale medier, hvor Doohans far tilsyneladende gÞr grin med et crash, der skete for den argentinske kÞrer Franco Colapinto.
Det falske billede blev opslÄet af den satiriske konto "formulafakers" og var lavet, sÄ det lignede en Êgte besked fra Mick Doohan.
Under et billede af Colapintos smadrede bil stod der blot: “very impressive”.
Jack Doohan sÄ det hverken som sjovt eller uskyldigt. Billedet gik viralt, og reaktionerne lod ikke vente pÄ sig.

"Det er gÄet for langt"

Chikanen mod Doohan-familien eskalerede hurtigt. PÄ sin Instagram-story delte Jack en besked om, at det hele var opdigtet og bad indtrÊngende om, at folk ville holde op med at gÄ efter hans nÊrmeste:
- De har redigeret det oprindelige opslag, sÄ det ser ud, som om min far har skrevet det. Det passer ikke. Hold op med at chikanere min familie. Jeg troede aldrig, det ville komme sÄ vidt.
Flere argentinske medier blev inddraget, da de videreformidlede det manipulerede billede uden at faktatjekke det. Dette var med til at puste yderligere til ilden, og reaktionen fra vrede fans pÄ de sociale medier tog til i styrke.
Doohan, der i fĂžrste omgang havde givet skylden til argentinske fans, rettede senere udtalelsen, men fastholdt, at fejlinformation fra pressen havde vĂŠret medvirkende til, at situationen lĂžb lĂžbsk.

Et voksende problem i motorsporten

Kontroversen har ifĂžlge ABC News kastet nyt lys over de sociale mediers betydning og konsekvenser i moderne motorsport.
Selv om den parodiske konto "formulafakers" siden har udsendt en undskyldning og indrĂžmmet, at de undervurderede effekten af deres opslag, har skaden allerede sat sine spor.
- Det var en fejl. Vi havde ikke forventet, at det ville skabe sÄ stor skade, lÞd det i deres erklÊring.
Jack Doohan befinder sig i forvejen i en udfordrende fase af karrieren.
Efter at vÊre blevet sat af til fordel for Colapinto ved weekendens lÞb i Imola mÄ han lige nu nÞjes med en reserveplads hos Alpine, som lige nu kÊmper i den tunge ende af konstruktÞrmesterskabet.
Holdet ligger nĂŠstsidst med blot syv point, der alle er blevet scoret af Pierre Gasly.
Doohans bedste prÊstation i de seks lÞb, han nÄede at kÞre, var en 14.-plads i Bahrain. DrÞmmen om en fast plads i startfeltet virker i Þjeblikket ret fjern.
Mest lĂŠste

Loading