En magtdemonstration i Imola satte gang i snakken om ligheder med en af sportens mest ikoniske skikkelser.
Max Verstappen vandt igen. Det lyder måske som en gentagelse, men sejren ved
Emilia Romagna Grand Prix 2025 var alt andet end rutine.
Med en modig og præcis overhaling af Oscar Piastri allerede på første omgang manifesterede
Red Bull-køreren sin status som noget særligt i feltet.
Sejren, hans anden i sæsonen, kom i hus, selv om han flere gange har haft svært ved at konvertere føringer i løbet af sæsonen til sejre.
I Imola lykkedes det dog hele vejen, og det skyldtes ikke kun bilen, men især den mand, der sad bag rattet. Verstappen kørte med en sjældent set autoritet, og konkurrenterne havde ikke noget modtræk.
Han vandt med over 6 sekunder ned til Lando Norris på andenpladsen og næsten 13 sekunder til Oscar Piastri på tredjepladsen.
Villeneuve trækker en markant parallel
På trods af at Oscar Piastri kort efter løbet indrømmede, at han muligvis gjorde det for nemt for Verstappen at overhale, så ændrer det ikke på det indtryk, hollænderens præstation efterlod.
På Sky Sports sammenlignede den tidligere verdensmester
Jacques Villeneuve Verstappen med
Ayrton Senna, den legendariske brasilianske F1-kører.
Villeneuve ser i den hollandske kører en lignende vilje og evne til at vinde, uanset omstændighederne.
Villeneuve påpegede, at Red Bull ikke matcher McLaren på ren performance netop nu. Alligevel formåede Verstappen at overpræstere, hvilket ifølge canadieren vidner om den sjældne og dybt forankrede vindermentalitet, som Senna var kendt for.
En førerfigur uden sidestykke
Sammenligningen mellem Verstappen og Senna handler ikke kun om fart, men også om positionen på teamet. Verstappen har i lighed med Senna gjort holdet til sit.
I mange år har Red Bull konsekvent sat Verstappen sammen med kørere, der ikke truer hans status.
Man har helt klart ville undgå at se dét mønster, man så hos McLaren i sin tid, hvor Sennas rivalisering med Alain Prost var både ikonisk og kompliceret.
Det bliver stadig tydeligere, at Red Bull i dag eksisterer omkring én mand, og når alt går op i en højere enhed som i Imola, viser han, hvorfor han ikke bare er en god kører, men at han er noget ganske ekstraordinært, der befinder sig i en liga for sig selv, når det virkelig kører for ham.