Charles Leclerc og
Ferrari ser nu frem mod det spanske Grand Prix i Barcelona som en potentiel skillelinje i deres 2025-sæson.
Med en ny frontvinge i bagagen og en FIA-regelændring i horisonten håber Leclerc, at Ferrari endelig kan tage det afgørende skridt opad mod toppen af Formel 1-feltet.
Den nye frontvinge, som Ferrari planlægger at introducere til løbet i Spanien, falder sammen med en væsentlig teknisk ændring fra FIA.
Fra og med løbet i Barcelona vil der blive gennemført strengere kontrol af frontvingers stivhed – en ændring, som potentielt kan påvirke konkurrencebalancen, især hvis nogle hold har presset grænserne for fleksibilitet i de første otte løb.
Perfekt løb
Leclerc, der netop sikrede sig sin første podieplacering i sæsonen med en tredjeplads i Jeddah, er klar i spyttet:
- Vi har brug for en bedre bil. Og jeg tror, at vendepunktet for sæsonen bliver i Barcelona, sagde han efter løbet.
Ferrari er ifølge ham stadig bagefter konkurrenter som Red Bull, McLaren og muligvis også Mercedes på ren fart, selvom teamet udnytter bilens potentiale fuldt ud i øjeblikket.
Selvom der har været tegn på fremgang i Ferraris race pace og strategi, understreger Leclerc, at det endnu ikke er nok til at true de dominerende hold i front.
I Jeddah leverede han og teamet en fejlfri præstation, hvor alt fra kørsel til strategi og pitstop gik efter bogen – men alligevel rakte det kun til tredjepladsen.
- Jeg tror ærligt talt, vi kørte det perfekte løb. Der var ikke mere at hente i dag, sagde han til F1’s officielle kanal.
Pitstoppene er der
Især pitcrewet fik ros for deres indsats, som Leclerc bemærkede ofte bliver overset, når alt går som det skal.
- Vi har domineret pitstop-duellerne siden sæsonstarten, sagde han, og tilføjede, at det skyldes det hårde arbejde, der er lagt i forbedringerne af pitstoppene – et område, hvor Ferrari tidligere har været kritiseret.
Med de kommende opdateringer og en regelændring, der potentielt kan svække konkurrenternes aerodynamiske fordele, har Ferrari nu muligheden for at lukke hullet til toppen.
Men det kræver, at frontvingen i Barcelona lever op til forventningerne – og at de andre teams bliver ramt af de nye tekniske restriktioner.