Det kommende Formel 1-løb i Monaco står til at få en tiltrængt dosis uforudsigelighed – og det er ikke ofte, man kan sige det om et løb i fyrstendømmet.
Som en del af et eksperiment har arrangørerne besluttet, at alle kørere skal gennemføre mindst to pitstop og dermed bruge tre forskellige dæksæt i årets grandprix.
Det er en regelændring, der skal bryde med det sædvanlige paradeformat, hvor stillingen efter kvalifikationen i praksis er identisk med den endelige resultatliste.
Den nye regel udfordrer især holdenes strateger, der nu ikke kun skal tænke i hurtigste omgang, men også i hvordan man placerer sine pitstop for at undgå trafik, udnytte safetycars og, i bedste fald, opnå et fordelagtigt ’undercut’.
Haas’ britiske talent,
Oliver Bearman, har allerede været ude og påpege det åbenlyse smuthul.
Man kan pille sig af med de to påkrævede dæksæt allerede på første og anden omgang og så ellers køre resten af løbet på de hårde dæk.
Men, som han siger, reglementet kommer formentlig til at indeholde et minimumsinterval for, hvornår man må pitte, og dette er måske først efter 15 omgange.
Selvom ændringen i høj grad er tænkt som et krydderi til netop Monacos traditionsbundne gadeløb, er det ikke givet, at det bliver nogen revolution.
Sidste års vinder forventer ikke de store ændringer
Charles Leclerc, der sidste år endelig sejrede på hjemmebane, peger på, at strategien bliver mere interessant, men overhalinger forbliver en sjældenhed.
- Jeg tror ikke, det vil give drastiske ændringer, siger han, men tilføjer.
- Vi ønsker altid så spændende løb som muligt. Flere pitstops er vejen frem.
Netop dét er dog en pointe, ikke alle deler.
Racing Bulls’ tekniske chef, Tim Goos, advarer mod at gøre reglen permanent.
Ifølge ham opstår de mest medrivende løb, når der er strategisk variation, nogle kørere på én-stopper, andre på to stop, og et jagtscenarie mod slutningen.
Hvis alle skal to gange i pit, risikerer man at flade det hele ud.
Vejret kan skabe "mærkelige situationer"
Vejrudsigten, der antyder risiko for regn, kan også blive en joker.
McLaren-chefen Andrea Stella støtter initiativet og kalder det “interessant i tørvejr”, men fremhæver, at våde forhold kan skabe “mærkelige situationer”.
Med strategisk manøvrering, mulige safetycars og en måske regnvåd asfalt i de smalle monégaskiske gader, kan dette års
Monaco Grand Prix meget vel byde på mere drama end vi har set længe.
Det er stadig et forsøg. Men et tiltag som dette, målrettet én bane, i én weekend, viser, at Formel 1 tør lege med formaterne, uden nødvendigvis at ryste hele fundamentet.