Når Formel 1-feltet ruller ind i Jeddah, bliver det med ændrede ambitioner. Verstappen løfter nu sløret for, hvad Red Bull især sætter sin lid til.
Max Verstappen havde ikke meget at smile af, da han passerede målstregen som nummer syv i Bahrains Grand Prix.
Bare en uge forinden havde han kørt sig til sejr i Japan med en nærmest fejlfri præstation, men i ørkensandet var det en helt anden fortælling.
Balancen i bilen var væk, dækkene blev hurtigt slidt, og den firedobbelte verdensmester måtte til sidst kæmpe for overhovedet at hente point.
Den skarpe kontrast mellem Suzuka og Bahrain har efterladt Red Bull med flere spørgsmål end svar.
Verstappen selv indrømmede, at han undervejs nærmest ikke kunne gøre andet end at le opgivende over situationen – inden han, som han selv udtrykte det, lod frustrationerne få frit løb internt på holdet.
En episode, der førte til et anspændt møde mellem hans mangeårige manager Raymond Vermeulen og Red Bulls rådgiver Helmut Marko.
Men i dagene efter løbet er temperamentet blevet erstattet af refleksion – og en klar plan for Saudi-Arabien.
Verstappen ser frem til et løb på Jeddah Corniche Circuit, hvor Red Bull tidligere har haft held med at ramme balancen og tempoet.
Det høje tempo og det faktum, at banen som regel byder på mindre dækslid, giver ham fornyet optimisme.
Derfor er håbet hos hollænderen, at teamets præstation i Saudi-Arabien vil minde mere om det, man så i Japan, end om det rodede billede fra Bahrain:
- Det er en bane, der passer os bedre. Vi skal bare få det maksimale ud af det her sidste løb i triple-headeren. Hvis vi kan finde lidt mere fart, er jeg sikker på, at vi kan kæmpe med i toppen.
Selv om Verstappen forsøger at fokusere på det sportslige, svirrer rygterne fortsat omkring hans fremtid.
Den tidligere så harmoniske alliance med Red Bull lader til at være under pres, og spørgsmålene om hans engagement på holdet vokser, hver gang der opstår uro.
Ti år i samme organisation er længe i Formel 1-målestok, og det er ingen hemmelighed, at både Mercedes og Aston Martin lurer i kulissen.
Indtil videre handler det dog om Jeddah, om at rejse sig efter en nedtur, og om at bevise, at Bahrain blot var en undtagelse – ikke begyndelsen på en ny tendens.
For hvis Red Bull og Verstappen igen skal dominere, kræver det, at bilen reagerer som forventet på gaderne i Saudi-Arabien.
Ellers kan McLaren stikke af med endnu et forspring – og så bliver det en lang og hård kamp at kæmpe resten af sæsonen for den regerende verdensmester.